AVIZ

Henrik Dahl er officielt valgt som LA-spidskandidat til EU-valg

Regionernes Politiske Topmøde
Regionernes Politiske Topmøde (Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix)

Det mangeårige folketingsmedlem blev valgt uden modkandidater i forbindelse med et hovedbestyrelsesmøde. Det oplyser partiet til Ritzau.

Det har i et par måneder været så godt som sikkert, at Henrik Dahl ville blive spidskandidaten. Allerede i april blev han indstillet som spidskandidat, men han kunne først formelt vælges lørdag på et opstillingsmøde.

– Med Liberal Alliance repræsenteret i parlamentet håber jeg på at kunne bidrage til, at EU forbliver kontinentets garant for fred, frihed og fremskridt, siger Henrik Dahl i en pressemeddelelse.

– Samtidig vil jeg kæmpe for, at EU respekterer medlemslandenes egne nationale dagsordener. Det er eksempelvis ikke EU’s opgave at blande sig i hverken socialpolitik eller skattepolitik.

Henrik Dahl er lige nu udenrigsordfører for Liberal Alliance. Samme post havde han fra 2016 til 2019. Dahl har siddet i Folketinget siden 2015.

Liberal Alliance har tre gange tidligere forsøgt at komme ind i Bruxelles, men det er endnu ikke lykkedes.

I 2019 forsøgte de sig med den tidligere minister Mette Bock. Her fik de 2,2 procent af stemmerne. Færrest af alle partier.

Liberal Alliances partileder, Alex Vanopslagh, siger i pressemeddelelsen, at ”det er en vigtig tid for EU”.

– Mange af de udfordringer, vi står overfor såsom klimaforandringer, presset på Europas ydre grænser og krigen i Ukraine, kan kun løses gennem internationalt samarbejde.

– Her skal også Liberal Alliance bidrage til, at vi løfter vores del af ansvaret i EU, og jeg kan ikke forestille mig en bedre kandidat til den opgave end Henrik Dahl. Han er en dygtig politiker med stor erfaring indenfor international politik, siger Alex Vanopslagh.

/ritzau/

Andre læser også