Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
– Vi formoder, at chaufføren måske er blevet syg, siger Luca Zaja, der er guvernør i Veneto-regionen, til det italienske medie Rai News.
Mistanken bygger på vidneudsagn, overvågningsmateriale og yderligere spor, oplyser han videre.
Alt peger dog på, at der endnu er brug for en tilbundsgående undersøgelse i sagen.
Mindst 21 personer – deriblandt flere børn – blev dræbt tirsdag aften, da en bus kørte ud over en motorvejsbro i den norditalienske by Mestre nær Venedig. Et stort antal personer blev kvæstet ved ulykken.
Bussen kom fra Venedigs historiske centrum og var på vej mod en campingplads.
Bussen brød i brand, da den styrtede ned fra broen, som førte over en jernbanestrækning.
– Det er en tragedie af enorme proportioner, har guvernøren tidligere udtalt.
Blandt de omkomne er ni ukrainske statsborgere, fire rumænske, tre tyske, to portugisiske, en kroatisk, en sydafrikansk samt den italienske chauffør, har Zaja oplyst.
Det høje antal ukrainske involverede fik den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, til på italiensk tv at udtrykke sin medfølelse og kondolere for de involveredes familier.
Personer, der bor nær ulykkesstedet, har efterfølgende fortalt, at de hørte et højt brag i forbindelse med ulykken. Efterfølgende hastede personer til broen for at hjælpe.
– Der var en kvinde, der talte engelsk og græd. Hun sagde “få fat i min datter, få fat i min datter”, har Godstime Erheneden udtalt til den italienske avis Corriere della Sera.
Ifølge det britiske medie BBC er flere omkomne endnu ikke identificeret. DNA-prøver er en del af de undersøgelser.
/ritzau/
Andre læser også