AVIZ

Guvernør: To såret i droneangreb mod russisk by

RUSSIA-UKRAINE-CONFLICT-BELGOROD
RUSSIA-UKRAINE-CONFLICT-BELGOROD (Handout/Ritzau Scanpix)

Eksplosionen menes at være forårsaget af en drone. Det oplyser guvernøren i den russiske region.

– Ifølge foreløbige oplysninger er en drone styrtet ned på en vej, skriver guvernør Vjatsjeslav Gladkov på beskedtjenesten Telegram.

En af de to sårede er bragt på hospitalet til observation for hjernerystelse.

En anden mand havde kun fået lettere skader og afviste at blive bragt til et hospital, tilføjer guvernøren ifølge det statslige russiske nyhedsbureau Tass.

Tidligere torsdag oplyste Ruslands forsvarsministerium, at det havde afværget tre proukrainske angreb mod Belgorod-regionen.

Angrebene var angiveligt rettet mod byen Sjebekino i Belgorod.

Ministeriet beskylder Ukraine for at bruge “terrorgrupperinger” til disse angreb hen over grænsen.

Rusland hævder, at 30 angribere er dræbt, og at fire af deres pansrede køretøjer er ødelagt.

Ukraines regering siger, at de militser, der angriber Belgorod-regionen fra Ukraine, er russere. De er modstandere af præsident Vladimir Putins regime.

Rusland har til dels evakueret folk fra områder, der er kommet under granatbeskydning. Det skrev russiske medier tidligere torsdag.

I de seneste dage har Rusland været under gentagne angreb. Tidligere på ugen trængte russiske militser med base i Ukraine kortvarigt ind i regionen Belgorod.

Det er sket forud for den forventede ukrainske offensiv mod de russiske styrker i den østlige og sydlige del af landet.

/ritzau/Reuters

Andre læser også