Det siger FN’s generalsekretær, António Guterres, ved indledningen på et møde i FN’s Sikkerhedsråd i New York fredag.
– Den brutalitet, Hamas udviste, kan aldrig retfærdiggøre den kollektive afstraffelse af det palæstinensiske folk, siger han.
Han fordømmer i samme vending den militante palæstinensiske Hamas-bevægelses angreb på Israel 7. oktober og de meldinger om seksuel vold, der er kommet frem siden da.
– Der er ingen mulig retfærdiggørelse for med fuldt overlæg at dræbe omkring 1200 mennesker, heriblandt 33 børn, såre tusindvis af andre og tage hundredvis af gidsler, siger Guterres.
Omkring 130 gidsler er stadig tilbageholdt af Hamas i Gazastriben.
– Jeg opfordrer til, at de omgående og uden betingelser frigives, samt at de behandles humant og bliver tilset af Den Internationale Røde Kors Komité, indtil de er frigivet.
Guterres siger videre, at civile ikke er beskyttet mod Israels luftangreb og offensiv i Gazastriben, og at der ikke er sikkert nogen steder i det palæstinensiske territorium.
Derfor er det nødvendigt med en humanitær våbenhvile for at forhindre “en katastrofe med potentielt uigenkaldelige konsekvenser for palæstinenserne” og Mellemøsten som helhed, siger Guterres.
Generalsekretæren har indkaldt Sikkerhedsrådet med en aktivering af den såkaldte artikel 99 i FN-charteret.
Den foreskriver, at FN’s leder “kan bringe ethvert forhold, som efter hans opfattelse kan true opretholdelsen af international fred og sikkerhed, til Sikkerhedsrådets opmærksomhed”.
Det er yderst sjældent, at denne artikel anvendes.
Rådet ventes at stemme om et krav om våbenhvile klokken 23.30 dansk tid.
USA, som har vetoret, har dog inden mødet sagt, at landet ikke støtter en våbenhvile på nuværende tidspunkt. Det vil kun støtte Hamas, mener både Israel og USA.
Amerikanerne har dog opfordret til, at man igen holder en pause i kamphandlingerne for at beskytte civile og give mulighed for, at flere israelske gidsler kan frigives.
/ritzau/AFP
Andre læser også