Canadisk politi efterforsker et kup af en last af guld og andre værdigenstande til en værdi af 20 millioner canadiske dollar fra lufthavnen Toronto Pearson International Airport mandag.
Det oplyser den regionale politiinspektør, Stephen Duivesteyn, på et pressemøde torsdag.
Beløbet svarer til godt 101 million danske kroner.
Lasten blev meldt savnet, efter at den var ankommet med et fly tidligt mandag aften.
Stephen Duivesteyn fortæller, at lasten som ved normal procedure blev losset og ført til et opbevaringsanlæg, efter at flyet var landet, men at den forsvandt et stykke tid derefter.
– Efter ankomsten blev denne last til en meget høj værdi fjernet fra opbevaringsanlægget ved hjælp af ulovlige midler, siger Duivesteyn til journalister.
Kort tid efter blev lasten meldt stjålet ved politiet.
– Dette er en meget sjælden hændelse, siger politiinspektøren.
Han vil ikke oplyse, hvor flyet med guldlasten kom fra, ligesom at han ikke vil afsløre lastens endelige destination.
/ritzau/Reuters
Andre læser også