AVIZ

Græsk premierminister: Menneskelig fejl var bag togulykke

Trains collide near Larissa
Trains collide near Larissa (Alexandros Avramidis/Reuters)

Sådan lyder det onsdag aften fra den græske premierminister, Kyriakos Mitsotakis. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

– Alt viser, at den her ulykke desværre primært skyldtes en tragisk menneskelig fejl, siger Mitsotakis i en tv-tale.

Den voldsomme ulykke skete kort før midnat tirsdag aften. Her kolliderede et passagertog med 350 passagerer frontalt med et godstog.

Det er onsdag aften stadig ikke klart, hvad der præcist førte til ulykken.

Passagertoget var på vej fra Athen til Thessaloniki i den nordlige del af landet. Kollisionen fandt sted i Tempi-dalen nær byen Larissa.

Stationsforstanderen i Larissa er onsdag blevet anholdt.

– Den 59-årige stationsforstander er blevet anholdt, oplyser en talsmand for det lokale politi ifølge nyhedsbureauet AFP.

Det fremgår ikke, hvad manden er anholdt for.

Den øverste retsmediciner på Larissas største hospital siger ifølge britiske BBC til lokale medier, at 43 personer er døde i ulykken.

Onsdag har den græske transportminister, Kostas Karamanlis, afleveret sin opsigelse.

I en udtalelse siger ministeren ifølge Reuters, at det er hans pligt at trække sig og “det mindste han kan gøre for at ære ofrenes minde”.

Karamanlis tilføjer, at han tager ansvaret for landets “mangeårige svigt”.

I ulykken blev passagertogets to forreste vogne smadret. Den tredje vogn – togets spisevogn – væltede over de to og brød i brand.

– Det føltes som et jordskælv, siger 22-årige Angelos.

Han sad i en af de bageste vogne, da ulykken skete.

– Jeg så forfærdelige scener udspille sig i de forreste vogne. Jeg ryster stadig, siger han.

Brandvæsenet oplyser, at temperaturen i spisevognen nåede op på 1300 grader, efter at der var udbrudt brand.

– Det er som en krigszone, og måske dækker det ord ikke engang situationen, siger Larissas borgmester, Apostolos Kalogiannis, til tv-stationen Skai ifølge AFP.

– Nogle af de her personer kommer desværre ikke til at kunne blive identificeret, tilføjer borgmesteren.

/ritzau/

Andre læser også