For Frie Grønne stiller op til kommunalvalget i november 2025.
– Det gør vi, fordi vi hele tiden har sagt, at Frie Grønne er et projekt, der er kommet for at blive, siger Sikandar Siddique.
Videre påpeger han, at Frie Grønne ved flere valgsteder ved folketingsvalget i november sidste år var blandt de to største partier.
– Det var vi særligt i socialt udfordrede områder og områder med mange minoriteter.
– Så den kamp og rejse, som vi har startet, med mange minoriteter, der blev aktiveret og kom ud og deltog i demokratiet og stemte ved valget, vil vi gerne give endnu mere autoritet og sørge for, at de kan engagere sig endnu mere ved at deltage i kommunalvalg.
Partiet kommer særligt til at fokusere på landets største byer, lyder det.
– Vi ser gerne, at Frie grønne kommer ind i byrådene i de store byer. I hvert fald i København, men også i Aalborg, Aarhus, Odense og de steder, hvor der særligt er mange minoriteter, siger Sikandar Siddique.
Spørgsmål: Kommer du selv til at stille op?
– Det vil tiden vise. Kandidatlisterne, stederne og alt det fortæller vi om på et senere tidspunkt.
Sikandar Siddique siger dog også, at han “siger selvfølgelig ikke nej”, hvis han kan “bidrage til, at vi får et godt valg”.
Ved folketingsvalget i november fik Frie Grønne 0,9 procent af stemmerne og opnåede ikke valg.
Partiet var før det repræsenteret på Christiansborg ved Sikandar Siddique og Susanne Zimmer, der begge blev valgt ind i 2019 for Alternativet.
Frie Grønne blev stiftet i 2020 efter en periode med interne stridigheder i Alternativet.
Nederlaget ved valget sidste år har dog ikke slækket på Sikandar Siddiques landspolitiske ambitioner for sit parti.
Frie Grønne begynder også at samle vælgererklæringer ind for at blive opstillingsberettiget til næste folketingsvalg.
– Vi tror stadig på, at det politiske projekt – et hardcore venstrefløjsparti, som har antiracisme, kompromisløs klimakamp og et magtkritisk princip i sin politik – det er der i høj grad brug for, siger Sikandar Siddique.
Det er endnu ikke besluttet, om Frie Grønne også stiller op til regionalvalget i 2025.
/ritzau/
Andre læser også