AVIZ

Frankrig nægter at hjælpe Italien med migrantpres på Lampedusa

TOPSHOT-ITALY-MIGRATION

Det oplyser den franske indenrigsminister, Gérald Darmanin, skriver nyhedsbureauet dpa.

– Frankrig vil ikke tage nogle migranter fra Lampedusa, siger han til tv-stationen TF1.

Ministeren holder fast i, at landet har en streng tilgang til migrationspolitikken.

Ifølge Darmanin har Frankrig tilbudt italienerne at hjælpe med at sende migranter tilbage til lande, som Frankrig har gode diplomatiske forbindelser til.

Darmanin har oplyst, at 60 procent af de migranter, der ankommer til Lampedusa er fransktalende.

Ursula von der Leyen, der er formand for EU-Kommissionen, har netop besøgt øen, som ligger ud for Libyens kyst og er hårdt presset af migranter, der sejler fra det afrikanske kontinent for at kunne søge om asyl i Europa. Her varslede hun hjælp til Italien.

Siden mandag i sidste uge er omkring 8500 personer – flere end antallet af indbyggere på Lampedusa – ankommet til øen i cirka 200 både.

Det har FN’s Internationale Organisation for Migration oplyst ifølge AFP.

Den lille italienske ø ligger mellem Sicilien og Nordafrika. Øens modtagecenter er blevet overbelastet, og derfor er migranter blevet sendt til Sicilien eller det italienske fastland med færger og politibåde.

Migrationen har på ny sat gang i en debat om, hvordan EU-lande deler ansvaret med at tage imod tusindvis af migranter.

Lampedusa, der er Italiens sydligste ø, har længe været en destination for migrantbåde fra Nordafrika. Dens kapacitet er derfor ved at være udfordret.

/ritzau/

Andre læser også