Der er indgået et forlig i en injuriesag mellem det konservative tv-netværk Fox News og stemmemaskineproducenten Dominion Voting Systems.
Det oplyser en amerikansk dommer efter et retsmøde tirsdag, hvor retssagen skulle være begyndt.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
– Parterne har løst deres sag, siger dommer ved Delaware Superior Court Eric Davis.
Han tilføjer, at der dermed ikke vil blive nogen retssag.
Dominion Voting System havde krævet 1,6 milliarder dollar i erstatning for injurier fremsat blandt andet af Fox News. Det svarer til knap 11 milliarder kroner.
En advokat for Dominion oplyser ifølge nyhedsbureauet Reuters, at der er indgået et forlig på 787,5 millioner dollar svarende til knap 5,4 milliarder kroner.
Det var Dominion Voting Systems, der havde lagt sag an mod organisationen bag Fox News.
Sagen drejer sig om dækningen af præsidentvalget i USA i 2020.
Fra Dominion Voting Systems lød det, at Fox News’ dækning har været til skade for det amerikanske demokrati – og at Fox dermed må stå til regnskab for det.
Fox derimod mener, at sagen er en trussel for pressefriheden.
Dominion Voting Systems havde anklaget Fox for at ødelægge selskabets omdømme ved at fremsætte udokumenterede påstande om, at dets teknologi i al hemmelighed ændrede nogle stemmer, så de i stedet gik til den demokratiske præsidentkandidat Joe Biden.
Han slog i 2020 den daværende republikanske præsident, Donald Trump.
Fox Corp og Fox News er tilfredse med at have indgået et “fredeligt” forlig i sagen.
Det oplyser selskabet i en erklæring tirsdag, skriver Reuters.
– Vi anerkender domstolens afgørelser, der finder, at visse påstande fremsat om Dominion er falske. Dette forlig afspejler Fox’ fortsatte indsats for at sikre de højest mulige journalistiske standarder, oplyser Fox Corp.
Den amerikanske avis The Wall Street Journal skrev allerede søndag, at Fox News i sidste øjeblik gjorde et forsøg på at indgå et forlig i sagen.
/ritzau/
Andre læser også