AVIZ

Forslag om reparationsret på produkter får grønt lys af EU-Parlamentet

Elinstallationer

Europa-Parlamentet har tirsdag støttet op om “Right to Repair”-direktivet, som skal sikre et mere bæredygtigt forbrug for europæiske forbrugere.

Det kan betyde, at producenter af blandt andet vaskemaskiner, støvsugere, telefoner og cykler bliver pålagt at reparere defekte produkter, hvis kunden ønsker det, og hvis det er inden for reklamationsperioden på produktet.

Hvis det er uden for reklamationsperioden, så vil man stadig have retten til reparation, men man vil selv skulle betale.

Christel Schaldemose, som er EU-parlamentsmedlem for Socialdemokratiet, mener, at forbrugsmønstrene bliver nødt til at ændre sig.

– Vores brug-og-smid-væk-kultur kan ikke fortsætte. Jeg er tilfreds med, at vi nu styrker reglerne inden for EU, så det bliver nemmere at reparere ens defekte vaskemaskine.

– Der er simpelthen ikke ressourcer nok på planeten til, at det kan fortsætte, siger hun ifølge en pressemeddelelse.

Som forslaget er stemt igennem nu, vil ens garanti blive forlænget med et år, hvis et produkt er blevet repareret.

Reparation vil kun kunne undgås af udbydere, hvis det koster mere end et nyt produkt, hvis det ikke er muligt, eller hvis det vil være skidt for forbrugeren.

Hos Dansk Erhverv bakker man op om, at flere produkter bliver repareret i kampen for den grønne omstilling. De håber dog på, at direktivet bliver koblet op på ecodesign-direktivet.

– Det vil sige, at det i første omgang vil gælde for produkter, hvor der i forvejen er stillet krav om, at de skal kunne repareres, siger Bo Dalsgaard, som er chefkonsulent hos Dansk Erhverv.

I dette direktiv indgår det, at køleskabe, støvsugere og lignende skal kunne repareres.

– Derfor mener vi, at man bør kæde de to ting sammen, så Right To Repair gælder for de produkter, hvor der i forvejen er stillet designmæssige krav om, at de skal kunne repareres, forklarer chefkonsulenten.

Christel Schaldemose oplyser, at der under forhandlingerne af forslaget var stor uenighed. Socialdemokratiet ønskede at udvide antallet af de dækkede produkter, herunder med køretøjer, men det var der ikke flertal for.

– Det er ingen hemmelighed, at jeg gerne havde set en lov, som gik længere end det, hvor vi er endt, men kompromiset er et skridt i den rigtige retning.

– Vi sender et signal til virksomheder og forbrugere om, at genanvendelse er fremtiden, og det er et marked, der kun bliver endnu større, udtaler Christel Schaldemose.

Forslaget skal videre forhandles med EU-Ministerrådet.

/ritzau/

Andre læser også

Skab den fedeste fest

    Det kan være, at du snart har fødselsdag eller der er en anden vigtig begivenhed, der skal fejres. Derfor bør du overveje, hvordan du får stablet en fed fest på [...]
    Læs mere

    Derfor er bilservice vigtigt

      Bilservice er afgørende for at opretholde din bils ydeevne og sikkerhed på vejen. Uanset om din bil er ny eller ældre, er regelmæssig service afgørende for at forhindre større reparationer [...]
      Læs mere