– Det er en ulykkelig og chokerende sag, der har berørt os dybt, lyder det onsdag eftermiddag i en udtalelse fra borgmester Torben Hansen (S) og formand for Omsorgsudvalget i kommunen Ellen Petersen (S).
– I dag går vores tanker især til de pårørende, beboere og medarbejdere, der har været og er påvirket af sagen.
En tidligere sosu-hjælper blev onsdag idømt 16 års fængsel for at have forgiftet fire plejehjemsbeboere.
En af dem – en 81-årig kvinde – afgik ved døden, mens tre andre overlevede.
Retten dømte 60-årige Susanne Hein Kristensen for drabsforsøg og grov vold med døden til følge.
– Forløbet har været lige så uvirkeligt for os, som vi forestiller os, det har været for andre, der har fulgt sagen, hedder det i udtalelsen fra kommunen.
Sosu-hjælperen blev dømt for at have givet plejehjemsbeboerne medicin, de ikke skulle have.
Hun nægtede sig i retten skyldig i de rejste anklager og hævdede, at der ikke var styr på medicinhåndteringen på plejehjemmet.
Retten har dog tilsidesat kvindens forklaring som usammenhængende og utroværdig.
Thomas Krarup er direktør for Sundhed, Kultur og Omsorg i Randers Kommune, hvor plejehjemmene sorterer under.
Han siger i en pressemeddelelse, at kommunen har stillet sig til fuld rådighed for politiet undervejs i efterforskningen.
– Det har for alle været en chokerende oplevelse, hvor vi har stillet både psykologhjælp og støtte til rådighed i det omfang, det har været ønsket.
– Det er klart, at det har været en stor belastning at se sin arbejdsplads omtalt sådan, siger han.
Direktøren oplyser, at Styrelsen for Patientsikkerhed har gennemgået plejecenteret både tidligere og i forbindelse med sagen.
Konklusionen er ifølge Thomas Krarup, at Tirsdalen “generelt har en patientsikkerhedsmæssig forsvarlig praksis”.
/ritzau/
Andre læser også