AVIZ

Forbudsskeptiske pædagoger ser ikke skærmproblem i dagtilbud

Daginstitution
Daginstitution (Signe Goldmann/Ritzau Scanpix)

Elisa Rimpler, der er formand for Bupl, pædagogernes fagforening, mener desuden, at en iPad kan være et fint redskab i børnenes læring, når de er i børnehave eller vuggestue.

– Jeg er sådan set enig i, at børn ikke skal bruge hele deres barndom ved en skærm.

– Men der er jo ikke indikationer på, at børn sidder alene foran en iPad i deres vuggestue eller børnehavetid. Eller at problemet i det hele taget er i daginstitutionerne, siger hun.

Hun siger, at de teknologiske muligheder er gode at have ved hånden i eksempelvis skovbørnehaver. Det kan for eksempel være, at et barn ønsker at lære noget om et dyr. Så kan pædagogerne hurtigt søge dyret frem på internettet.

– Min oplevelse er, at vi i høj grad bruger apps og skærme, som vi brugte en bog tidligere, siger hun.

Konkret ønsker Mattias Tesfaye at lave et restriktivt lovforslag med den hensigt, at børnene slet ikke skal møde skærmen i børnehaverne og vuggestuerne.

Det gør han blandt andet efter en undersøgelse, der viser, at små børns skærmforbrug er steget kraftigt fra 2009 til 2021. Undersøgelsen, der er fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter (Vive), fortæller dog ikke noget om problematikken specifikt i daginstitutionerne.

Elisa Rimpler er enig så langt, at det er vigtigt at sende et signal om, at for meget skærmtid ikke er givtigt for børnene.

Men når det kommer til den konkrete brug af de digitale muligheder i dagligdagen i dagtilbuddene, må man stole på den enkelte pædagogs faglighed og vurdering af, hvornår en iPad er fornuftig at bruge, og hvornår den ikke er, siger hun.

– Mest af alt mener jeg, at skærmtid skal begrænses i familierne, lyder det.

/ritzau/

Andre læser også