Der er tale om en lille stigning på 800 personer. Det er ikke nok til at ændre på ledighedsprocenten, der ligger på 2,8 procent. Der har den ligget fem måneder i træk.
Det er dermed små bevægelser, der er tale om, når det angår ledigheden. Alligevel har tendensen de seneste måneder været, at der bliver flere ledige.
Ifølge privatøkonom hos Arbejdernes Landsbank Brian Friis Helmer er antallet af ledige steget med cirka 7000 personer de seneste syv måneder.
– Ledigheden peger opad og rammer sit højeste i halvandet år. Det er altid trist, når flere må stille sig i ledighedskøen, men stigningerne er ganske beskedne, skriver han i en analyse.
– Arbejdsmarkedet står stadig enormt stærkt med rekordhøj beskæftigelse, rimelig lav ledighed og et antal stillingsopslag, som fortsat ligger til den høje side.
Udgangspunktet er også et unormalt stærkt dansk arbejdsmarked ifølge Brian Friis Helmer. Han peger på, at der i dag er 83.000 ledige. Før coronakrisen var der omkring 100.000.
Modsat er det dog også tydeligt, at det danske arbejdsmarked ikke sluger ledige hænder i samme tempo som tidligere.
Sydbanks seniorøkonom Mathias Dollerup Sproegel peger på, at det kan aflæses i antallet af stillingsopslag.
– Det ses blandt andet ved, at der har været et fald i antallet af stillingsopslag fra virksomhederne. Der er omkring 50.000 ledige stillinger til 80.000 arbejdsløse. Det er på niveau med tiden op til finanskrisen.
– Da det sydede og boblede på arbejdsmarkedet i foråret 2022, var der næsten 70.000 ledige stillinger, skriver han i en kommentar til ledighedstallene.
Fra årets start var der en udbredt frygt for, at 2023 ville medbringe en større eller mindre økonomisk krise.
Både Brian Friis Helmer og Mathias Dollerup Sproegel holder fast i, at der nok stadig er udsigt til mindre solskin i dansk økonomi i resten af året. Men frygten for en brat stigning i ledigheden er tæt på aflyst, mener de.
– Vi forventer, at ledigheden vil pege yderligere op i 2023. Men indtil videre har arbejdsmarkedet overrasket, skriver Brian Friis Helmer.
– Dansk økonomi viser stærke takter, og modvinden har ramt økonomien på et hammerstærkt udgangspunkt.
/ritzau/
Andre læser også