AVIZ

Folketingets formand tager afstand fra Tyrkiets nej til EL-politiker

Enhedslisten holder pressemøde efter sommergruppemødet
Enhedslisten holder pressemøde efter sommergruppemødet (Philip Davali/Ritzau Scanpix)

Det siger Folketingets formand, Søren Gade (V), lørdag i en pressemeddelelse, dagen inden Tyrkiet afholder valg.

– Jeg tager afstand fra Tyrkiets meddelelse om, at man ikke vil give indrejse til Søren Søndergaard som medlem af OSCE PA’s valgobservation.

– Det er et vigtigt princip, at alle internationale observatører uanset deres politiske anskuelse skal have adgang til at kontrollere et valg.

– Vi kan ikke have en situation, hvor et land siger ja til nogle observatører og nej til andre. Sådan fungerer et demokrati ikke, siger Søren Gade.

Søren Søndergaard fortalte 4. maj til TV 2, at årsagen til den tyrkiske afvisning af ham er, at han har deltaget i arrangementer, som ifølge Tyrkiet har “promoveret en terrororganisation.”

Søndergaard skulle have været en del af den delegation, som Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) sender til landet, som afholder valg søndag.

Her skal den tyrkiske befolkning vælge deres præsident og parlamentsmedlemmer.

Søren Søndergaard har sagt til TV 2, at han har besøgt dem, “der bekæmpede Islamisk Stat – de syriske demokratiske styrker (SDF).”

I en skriftlig kommentar til Ritzau 4. maj sagde han desuden, at det er “uacceptabelt, at Tyrkiet vil nægte et parlamentsmedlem adgang til landet som valgobservatør”.

– Selvfølgelig er det ikke det land, der afholder valget, der skal afgøre, om specifikke valgobservatører er velkomne ind i landet.

– For at kunne gøre sit arbejde skal en delegation netop repræsentere et bredt udsnit af holdninger og synspunkter. Det er en demokratisk børnelærdom, sagde Søren Søndergaard.

/ritzau/

Andre læser også