Det skriver Justitsministeriet i en pressemeddelelse.
Det skal blandt andet kunne give karantæne, hvis man tvinger andre til at tage en fodboldtrøje af.
Slåskampe og røveri i forbindelse med fodboldkampe skal også kunne give karantæne i op til fire år.
– Med lovforslaget sender vi et signal til dem, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt til fodboldkampe, siger Peter Hummelgaard i pressemeddelelsen.
– Jeg er selv kommet på stadion i mange år, og jeg synes, at stemningen er helt fantastisk. Men jeg har også oplevet, hvordan stemningen lynhurtigt kan ændre sig. Det skal være trygt for børnefamilier og andre tilskuere at komme på stadion, og det er det ikke, når der udbryder slåskampe, bliver revet sæder af eller kastet ting mod politiet og kontrollører.
Videre lyder det, at justitsministeren er åben for flere tiltag, hvis det er nødvendigt.
Lovforslaget kommer, efter et bredt politisk flertal i oktober blev enige om en aftale om at skærpe indsatsen mod hooligans til fodboldkampe.
Det skete på baggrund af en periode med uroligheder i forbindelse med fodboldkampe i Danmark, og flere sager om røveri af fodboldtrøjer.
De nye tiltag er udarbejdet i samarbejde med en ekspertgruppe med repræsentanter fra politiet, Divisionsforeningen, Dansk Boldspil-Union (DBU), fanmiljøet og superligaklubber.
Med lovforslaget skal det blandt andet også være muligt for politiet, at “på forhånd beslutte at tilbageholde udvalgte tilskuersektioner efter kampen for at undgå tumult”.
Hvis lovforslaget vedtages vil det gælde fra 1. juli til fodboldkampe med deltagelse af hold fra Superligaen, 1. og 2. division samt internationale kampe, som afvikles i Danmark.
/ritzau/
Andre læser også