AVIZ

FN: Vand ved ødelagt dæmning kan fortsat nedkøle kraftværk

(Alexander Ermochenko/Reuters)
(Alexander Ermochenko/Reuters)

Således oplyser Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) torsdag aften, at Europas største atomkraftværk fortsat modtager vand fra reservoiret.

– Ukraines Zaporizjzja-atomkraftværk fortsætter med at pumpe kølevand fra Kakhovka-reservoiret, oplyser IAEA i en erklæring.

Tidligere torsdag lød det fra Igor Syrota, der er leder af det statsejede selskab Ukrhydroenergo, der står for driften af den ødelagte dæmning, at vandreservoiret ikke længere kan bruges til at nedkøle atomkraftværket.

Årsagen er ifølge Igor Syrota, at vandstanden er faldet til “under det kritiske punkt på 12,7 meter”. Dermed kan det ikke længere føre vand til de lokale damme, der hjælper med at holde det store kraftværk nedkølet.

Tirsdag oplyste IAEA dog, at der fortsat er tilstrækkeligt vand i en lokal køledam til at holde atomkraftværket nedkølet i “nogle måneder”.

Den ukrainske Nova Kakhovka-dæmning blev ramt af eksplosioner natten til tirsdag. Det har ført til, at vandstanden i det reservoir, der bruges til at holde Zaporizjzja-kraftværket nedkølet, er faldet drastisk lige siden.

Det står endnu ikke klart, hvordan dæmningen er blevet ødelagt.

Ukraine og Rusland har begge beskyldt hinanden for at stå bag.

Rafael Grossi, der er chef for IAEA, har flere gange opfordret til, at der gøres mere for at beskytte atomkraftværket Zaporizjzja.

Lige nu er en af de højeste prioriteter ifølge ham at beskytte den lokale køledam, som er blevet altafgørende for at holde kraftværket nedkølet.

– Det er afgørende, at den køledam forbliver intakt. Jeg opfordrer alle parter til at sikre, at der ikke sker noget, der bringer den i fare, siger han.

Zaporizjzja-atomkraftværket er Europas største af slagsen.

Værket står normalt for en femtedel af Ukraines årlige elproduktion. Før invasionen havde det omkring 11.000 ansatte.

Det er under krigen kommet på russiske hænder.

/ritzau/AFP

Andre læser også