AVIZ

FN-udsending: Mindst 185 er dræbt på tre dage i Sudan

CORRECTION Sudan
CORRECTION Sudan (Marwan Ali/Ritzau Scanpix)

Mindst 185 mennesker er blevet dræbt i Sudan i de seneste tre dages kampe i Sudan.

Det siger FN’s særlige udsending i det afrikanske land mandag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Omkring 1800 andre er såret, tilføjer udsendingen, Volker Perthes. Tallet dækker over både civile og soldater eller militsmedlemmer.

Det reelle antal dræbte og sårede kan være højere, for mange har ikke mulighed for at komme frem til hospitalerne på grund af kampene.

Kampe mellem Sudans hær og den paramilitære organisation RSF brød ud lørdag morgen.

Den væbnede konflikt raser i flere dele af landet, men hovedstaden Khartoum er hårdest ramt.

– Det er en meget flydende situation, så det er meget vanskeligt at sige, hvilken vej det hælder mod, siger Volker Perthes.

Han tilføjer, at de to stridende parter ikke lader til at være tæt på at ville indgå fred.

– De to sider, der kæmper, giver ikke indtryk af, at de ønsker mægling om fred mellem dem lige nu, siger han på et videopressemøde med journalister i FN’s hovedkontor i New York.

Perthes siger samtidig, at under de nuværende omstændigheder er det ikke muligt at komme frem med nødhjælp i Sudan.

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, meddelte tidligere mandag, at adskillige af Khartoums ni hospitaler, der tager imod de sårede, er løbet tør for blod, udstyr til blodtransfusioner og andet vigtigt hospitalsudstyr.

/ritzau/Reuters

Andre læser også