AVIZ

FN-leder vil have internationalt pres på Sudans ledere

Sudanese citizens wait to be processed for evacuation, in Port Sudan
Sudanese citizens wait to be processed for evacuation, in Port Sudan (El Tayeb Siddig/Reuters)

FN’s generalsekretær, António Guterres, advarer igen mod en regulær borgerkrig i Sudan, hvilket kan udløse en gigantisk humanitær krise i hele Øst-Afrika.

– Kampene må stoppe, inden for mange mennesker dør, og før konflikten eskalerer til en total krise, som kan præge regionen i mange år frem, siger Guterres.

Han understreger, at FN trods den vanskelige situation vil bringe humanitær hjælp til Sudan.

Guterres, som onsdag var i Kenya, siger, at FN arbejder tæt sammen med Den Afrikanske Union om at finde en løsning på konflikten.

Hårde kampe brød ud i Sudan i midten af april mellem regeringshæren og den magtfulde RSF-milits.

Hærens leder, Abdel Fattah al-Burhan, som også reelt er præsident, rivaliserer med lederen af den paramilitære RSF-milits, Mohamed Hamdan Daglo, om at lede det guld- og olierige land, der har omkring 46 millioner indbyggere.

Seks lastbiler med nødhjælp fra FN blev plyndret i Sudan onsdag. De var på vej til regionen Darfur.

FN forsøger at hjælpe omkring 100.000 mennesker, som er på flugt fra Sudan, og som vil søge hjælp i udlandet.

Der lød onsdag eksplosioner fra luftangreb i hovedstaden Khartoum, hvor de krigende parter har indgået en syv dages lang våbenhvile.

I Nairobi sagde Guterres, at hele det internationale samfund må tone rent flag og fortælle Sudans to rivaliserende ledere, at situationen er uacceptabel.

– De to må generaler må presses af det internationale samfund til at indgå en våbenhvile og indlede en politisk dialog og en omstilling til en civile regering, sagde han.

/ritzau/Reuters

Andre læser også