Det skriver FN i en pressemeddelelse.
Sanktionerne gør det blandt andet ulovligt at eksportere våben til for eksempel Houthi-gruppen.
Det er også ulovligt for folk, som “truer freden, sikkerheden eller stabiliteten i Yemen”, at rejse til FN’s medlemslande. Sådan lyder det i den resolution fra 2014, som nu er blevet forlænget frem til 15. november næste år.
Forlængelsen af sanktionerne blev enstemmigt vedtaget i Sikkerhedsrådet.
Yemen er hjemsted for en mere end otte år lang borgerkrig, og landets humanitære krise er ifølge tænketanken Council for Foreign Relations (CFR) blandt de værste i verden.
Landets regering nyder international anerkendelse som landets retmæssige ledere og bliver støttet i kampen af en militærkoalition, som bliver anført af nabolandet Saudi-Arabien.
På den anden side står den shiamuslimske Houthi-oprørsgruppe. Houthi-oprørerne er støttet af Iran.
Borgerkrigen har sendt 4,5 millioner mennesker på flugt fra deres hjem og ifølge FN kostet mindst 377.000 mennesker livet.
24,1 million mennesker – 80 procent af Yemens befolkning – er afhængige af nødhjælp og beskyttelse. Omkring seks millioner mennesker er på grænsen til at sulte.
FN’s Sikkerhedsråd er det eneste FN-organ, som kan vedtage juridisk bindende resolutioner, og består af i alt 15 medlemmer, hvoraf 5 er permanente. De permanente medlemmer er USA, Kina, Rusland, Frankrig og Storbritannien.
Permanente medlemmer i Sikkerhedsrådet kan nedlægge veto mod resolutioner.
/ritzau/
Andre læser også