Det siger FN’s generalsekretær, António Guterres, tirsdag.
Det sker under et møde i FN’s Sikkerhedsråd, hvor stigende havniveau har været på dagsordenen. Det er blandt andet blevet debatteret, hvilken indflydelse det vil have på den globale fred og sikkerhed.
– Storbyer på alle kontinenter – herunder Kairo, Lagos, Maputo, Bangkok, Dhaka, Jakarta, Mumbai, Shanghai, København, London, Los Angeles, New York, Buenos Aires og Santiago – vil blive ramt hårdt.
– 900 millioner mennesker, der bor i lavtliggende kystområder, er i særlig fare. Det svarer til en ud af ti personer på Jorden, siger Guterres.
Han nævner også lande som Bangladesh, Kina, Indien og Holland som værende i fare for at blive ramt af det stigende havniveau.
I 2015 blev næsten 200 lande enige om den såkaldte Paris-aftale.
Aftalen blev indgået på FN’s klimatopmøde i den franske hovedstad og lød på at begrænse den globale temperaturstigning til 2,0 grader – og helst 1,5 grader – inden udgangen af dette århundrede.
– Men selv hvis global opvarmning på mirakuløs vis bliver begrænset til 1,5 grader, så vil havniveauet stige betragteligt, siger Guterres tirsdag.
Ifølge Verdens Meteorologiske Organisation (WMO) vil havniveauet stige med 2-3 meter de næste 2000 år, hvis temperaturen stiger med 1,5 grader.
FN sagde i en rapport i oktober, at der ikke findes nogen “troværdig” plan for at holde temperaturstigningen frem til 2100 på 1,5 grader.
/ritzau/
Andre læser også