Aftalen udløber 18. marts. Rusland har stillet nye krav til en forlængelse.
Præsident Volodymyr Zelenskyj siger efter et møde med Guterres, at aftalen – Black Sea Grain Initiative – er en “kritisk nødvendighed” for resten af verden.
Guterres på sin side side understreger, at den er afgørende for den globale fødevaresikkerhed og for priserne på mad.
Aftalen løber i 120 dage. Den blev indgået med FN og Tyrkiet som mæglere i juli sidste år. Den blev forlænget i november med yderligere 120 dage.
Den vil blive forlænget 18. marts, hvis ingen af parterne modsætter sig det.
Ruslands krav er imidlertid ikke blevet opfyldt, siger en tyrkisk diplomatisk kilde. Vedkommende fortæller, at den tyrkiske regering “arbejder meget hårdt” på at sikre, at aftalen kan føres videre.
Rusland ønsker blandt andet at få lettere adgang til at kunne eksportere kunstgødning. Det er ikke omfattet af de vestlige sanktioner, som Vesten har lagt på Rusland.
Ukraine og Rusland er nogle af verdens største korneksportører.
Da Rusland i februar sidste år invaderede Ukraine, fik det priserne på fødevarer til at stige brat ude i verden.
/ritzau/
Andre læser også