Københavns Lufthavn melder om risiko for forsinkelser på op til tre-fire timer torsdag eftermiddag og aften under den fortsatte mangel på flyveledere.
Også aflysninger kan komme på tale, da der er kommet en del sygemeldinger hos flyvelederne, som har gjort udfordringerne “ekstra store” torsdag. Også i store bededagsferien kan der kommer udfordringer.
Det oplyser lufthavnen på mail til Ritzau torsdag.
– Forsinkelserne rammer ekstra hårdt i dag, som er en stor rejsedag op mod store bededag med 724 afrejser og ankomster og over 70.000 passagerer i terminalerne, skriver lufthavnen.
På visse tidspunkter af døgnet halveres kapaciteten i lufthavnen, oplyses det. Det betyder eksempelvis, at lufthavnen i visse perioder kan modtage 16 fly i timen mod normalt omkring 30.
Der er stor mangel på flyveledere, hvilket betød, at der i april blev aflyst over 80 afgange i Københavns Lufthavn. Forsinkelser var meget hyppige.
I en meddelelse på sin hjemmeside beklager Naviair generne for passagererne torsdag og bekræfter, at der har været sygemeldinger også i weekenden.
– Derudover har vi usædvanlige udfordringer med at komme i kontakt med medarbejdere, der kan dække de ledige vagter, skriver selskabet på sin hjemmeside.
Tirsdag brød forhandlinger mellem flyvelederne, som er organiseret i den faglige forening Datca, og selskabet Naviair sammen. Det er Naviair, der varetager trafikstyring af luftfart i Danmark.
Naviair ønsker blandt andet, at medarbejderne tager ekstravagter. Selskabet oplyser, at det for sommermånederne har cirka 90 procent af de flyveledere, der er behov for.
Flyvelederne mener, at ekstravagterne har fået for stort omfang. De udtaler, at de har dækket over 1500 ekstravagter det seneste år.
Københavns Lufthavn oplyser, at det ikke er til at sige, hvilke afgange der bliver ramt torsdag.
Derfor opfordres flyrejsende til at møde op til vanlig tid. De bedes derudover følge med i udviklingen hos deres flyselskaber.
– Vi har behov for, at Naviair og flyvelederne hurtigst muligt finder en løsning, for det her kan ikke vare ved. Det er rigtig kritisk, både for lufthavnen og alle omkring, siger Københavns Lufthavns trafikchef, Kristoffer Plenge-Brandt.
/ritzau/
Andre læser også