Det gælder blandt andre Ærø, Tunø, Omø, Askø, Femø, Fejø, Lyø og Avernakø.
På Tunø har man ifølge TV 2 Østjylland brugt anledningen til at lave filmaftener for alle på øen torsdag og fredag.
Det forklarer Tim Grønbech, ejer af det lokale hotel Mejeriet Tunø, til tv-stationen.
– Vi havde egentlig planlagt at holde en stor farvel-sommerfest på lørdag, men på grund af vejret har vi fået en masse afbestillinger, siger han.
– Men der er jo stadig folk herovre, og så prøvede jeg at lave den her filmaften, siger Tim Grønbech.
Kirsten Sydendal, der bor på Fejø, kalder det en “speciel situation”.
– De taler om, at det kan blive en 100 års hændelse, så det er selvfølgelig en særlig situation, siger hun til Ritzau.
Der bor 460 beboere på øen i Smålandsfarvandet nord for Lolland.
Kirsten Sydendal, der også er formand for Sammenslutningen af Danske Småøer, forklarer, at mange med arbejde på fastlandet har planlagt en hjemmearbejdsdag.
– Det er jo noget, der er blevet varslet et par dage, at det her kunne blive en slem dag og en farlig dag rent vejrmæssigt.
– Så vi har været forberedt på det, siger hun.
Kirsten Sydendal satser på, at sejladsen genoptages lørdag.
– Vi regner med, at det varer maksimalt et døgn, så sejler færgen igen.
– Det er en dag, hvor vi bliver hjemme og bliver indendørs. Så venter vi, til stormen har lagt sig, og så går vi ud os ser, hvordan stormen har efterladt øen, siger hun.
DMI har varslet vindstød af stormstyrke over dele af Østjylland, Sydfyn, Vest- og Sydsjælland, Lolland-Falster og Bornholm.
Vinden forventes at kulminere sent fredag aften og vil derefter langsomt aftage.
DMI har også varslet forhøjet vandstand i det sydlige Lillebælt, Det Sydfynske Øhav, ved Lolland-Falsters og Sydøstsjællands kyster.
/ritzau/
Andre læser også