AVIZ

Flere meldes druknet under oversvømmelser i Ukraine

Flooded town of Hola Prystan following Nova Kakhovka dam collapse
Flooded town of Hola Prystan following Nova Kakhovka dam collapse (Alexander Ermochenko/Reuters)

Det oplyser Ukraines indenrigsminister, Ihor Klymenko, ifølge nyhedsbureauerne Reuters og AFP.

Reuters skriver, at der er tale om fire omkomne. AFP skriver, at det er mindst fem, der har mistet livet på grund af vandmasserne.

Desuden er 13 personer savnet.

Foreløbig er 2412 personer blevet evakueret af de ukrainske myndigheder fra de oversvømmede områder, fortæller ministeren i en meddelelse på det sociale medie Telegram.

De ukrainske myndigheder har dog tidligere meddelt, at langt flere – 42.000 mennesker – var i fare for at blive direkte ramt af oversvømmelserne.

Fra Rusland lyder det, at otte mennesker er omkommet i oversvømmelserne. Rusland hævdede sidste år, at landet havde annekteret Kherson-regionen, og store dele af regionen er nu under russisk kontrol.

Den russisk indsatte guvernør i Kherson, Vladimir Saldo, fortæller ifølge AFP på Telegram, at flere end 5800 er blevet evakueret fra russisk kontrollerede dele af Kherson. Blandt dem er 243 børn.

Han anklager samtidig Ukraine for at have udført luftangreb i området, hvilket “besværliggør redningsfolkenes arbejde”.

Det er uvist, om der er et overlap mellem de områder, hvor Ukraine har registreret dødsfald, og de områder, som Rusland beretter om.

Det er områder på begge sider af Dnepr-floden i det sydlige Ukraine, som er blevet oversvømmet.

Ukrainsk militær meddelte natten til tirsdag, at Nova Kakhovka-dæmningen var blevet sprængt. Herefter begyndte vandet i Dnepr-floden at stige, og floden gik over sine bredder.

Ud over at vandet ødelægger bygninger og infrastruktur og tvinger ukrainerne i de berørte områder ud af deres hjem, ventes vandmasserne at få store konsekvenser for landbruget.

Således bliver afgrøderne i de oversvømmede områder ødelagt af vandet.

Ifølge Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har mange borgere desuden svært ved at skaffe rent vand.

– Hundredtusindvis af mennesker i mange byer og landsbyer har meget vanskeligt ved at få fat i drikkevand, siger Zelenskyj ifølge AFP i en besked på det sociale medie Telegram.

– I mere end 40 landsbyer er livet ødelagt, siger han videre.

Det er uvist, hvem der står bag sprængningen af dæmningen. Ukraine og Rusland beskylder begge modparten for at stå bag.

Seneste har Ukraines efterretningstjeneste offentliggjort en lydfil, hvor man angiveligt kan høre to russiske mænd tale om sprængningen.

Heraf fremgår det ifølge efterretningstjenesten, at det er en russisk sabotagegruppe, der har ødelagt den vigtige dæmning.

/ritzau/

Andre læser også

Skab den fedeste fest

    Det kan være, at du snart har fødselsdag eller der er en anden vigtig begivenhed, der skal fejres. Derfor bør du overveje, hvordan du får stablet en fed fest på [...]
    Læs mere