AVIZ

Flere græske grænsevagter skal bremse flygtninge fra jordskælv

Greek police officers line up next to a border fence to prevent migrant crossings, during a press tour at the Greek-Turkish border
Greek police officers line up next to a border fence to prevent migrant crossings, during a press tour at the Greek-Turkish border (Alexandros Avramidis/Reuters)

Det oplyser landets regering ifølge det britiske medie The Guardian.

Jordskælvet ramte den sydøstlige del af Tyrkiet i begyndelsen af februar og har gjort tusindvis hjemløse i både Tyrkiet og nabolandet Syrien.

Grækenland har indsat hundredvis af ekstra grænsevagter, som skal patruljere langs grænsen til Tyrkiet. Både til lands og til vands.

Ifølge den græske migrationsminister, Notis Mitarachi, er det ikke en løsning, at “millioner af mennesker” sætter sig i bevægelse mod Europa.

Derfor opfordrer han omverdenen til at skrue op for den humanitære hjælp til de jordskælvsramte områder for at undgå, at de berørte indbyggere begynder at rejse ud af Syrien og Tyrkiet.

Ved en EU-konference om grænsekontrol forsikrede den græske minister fredag, at Grækenland vil fortsætte opførslen af et omstridt grænsehegn langs grænsen til Tyrkiet. Uanset om EU vil finansiere hegnet eller ej.

Hegnet er indtil videre 35 kilometer langt og skal inden årets udgang efter planen være udbygget, så det er omkring 70 kilometer langt.

EU har generelt afsat flere penge til Grækenland end til noget andet medlemsland til arbejder med at sikre landets grænser.

Mere end 50.000 mennesker er indtil videre konstateret omkommet i Tyrkiet og Syrien som følge af jordskælvet, der ramte 6. februar.

Alene i Tyrkiet er 164.000 bygninger med mere end 530.000 lejligheder fuldstændigt ødelagt eller alvorligt beskadiget, har landets myndigheder tidligere oplyst ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Også EU’s grænseagentur, Frontex, har ifølge The Guardian øget sin bevogtning ved unionens ydre grænse i det Ægæiske Hav mellem Grækenland og Tyrkiet.

/ritzau/

Andre læser også