AVIZ

Flere danske børn bliver født af kvinder over 45 end af teenagere

(Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
(Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)

Det viser tal fra Danmarks Statistik, skriver Berlingske.

I 2022 var der flere børn, der blev født af en mor på 45 år eller derover end af en teenager.

Det er første gang, det er sket i de 50 år, hvor Danmarks Statistik har registreret mødres alder, når de føder.

Således blev der i 2022 født 197 børn af mødre på 19 år eller derunder. Samtidig blev der født 220 børn af mødre på 45 år eller derover.

Antallet af teenagere, der bliver mødre, er faldet meget over de seneste årtier. For 50 år siden blev der født 4708 børn af teenagemødre.

Ifølge forsker i demografi ved Syddansk Universitet Ryohei Mogi skyldes det særligt udbredt brug af prævention i dag frem for tidligere.

– Brugen af prævention og udbredelsen og niveauet af uddannelse spiller en afgørende rolle. Færre ønsker at få børn, mens de studerer, men venter derimod til de har job, siger han til Berlingske.

Generelt set får danskerne børn senere og senere.

Gennemsnitsalderen for, hvornår danskere bliver forældre, er steget de seneste årtier.

I 2022 var gennemsnitalderen for førstegangsfødende 29,9 år. For 50 år siden var det 24 år.

Også antallet af fertilitetsbehandlinger er steget støt de seneste år.

I 2021 blev der indledt 37.560 fertilitetsbehandlinger i det danske sundhedsvæsen, viser tal fra Sundhedsdatastyrelsen.

Ifølge Ryohei Mogi er fertilitetsbehandling også noget af det, der er med til at gøre det muligt, at endnu flere kvinder over 45 år får børn.

Det er dog ikke uden risici at blive gravid og føde, jo ældre man bliver.

Som årene går, nedsættes kvindens evne til at blive gravid. Kvinder midt i 30’erne har halvt så stor sandsynlighed for graviditet per måned, som da de var i 20’erne ifølge sundhed.dk.

Efter 40-årsalderen falder fertiliteten hastigt, og det er kun hver tredje kvinde, som reelt har mulighed for at blive gravid.

Bliver hun gravid, er risikoen for en spontan abort omkring 50 procent.

/ritzau/

Andre læser også