Det har Vestre Landsret afgjort.
Ifølge et resume af dommen på rettens hjemmeside drejer sagen sig om cirka 50 forhold.
Et af dem handler om, at der i april 2020 blev båret to liter amfetaminolie over grænsen fra Tyskland. Smuglingen foregik i det tilfælde til fods.
Det fyldige anklageskrift omfattede cirka 72 kilo hash, 40 kilo amfetamin, fem kilo MDMA samt to kilo kokain.
24-årige Mikkel Lauritsen blev idømt 14 års fængsel af landsretten, som afgjorde sagen onsdag. Det var den samme fængselsstraf, som han fik, da Retten i Sønderborg behandlede sagen sidste år.
Det samme gælder for 27-årige Bryan Pathmanamthar. Han har også fået 14 års fængsel både i by- og landsretten.
For den tredje mands vedkommende, 25-årige Thianishan Senthilnathan, har landsretten idømt ham 12 års fængsel. Det var den samme straflængde, som Retten i Sønderborg kom frem til.
Selv om fængselsstraffene umiddelbart er ens, har Vestre Landsret dømt de tre mænd for en mindre mængde narko, end de blev dømt for i byretten.
Retten i Sønderborg dømte dem blandt andet for yderligere tre kilo amfetamin ifølge domsresumeet.
Den 27-årige kvinde Nevin Attris, som er sagens fjerde dømte, er den eneste, som har fået en anden fængselsstraf i landsretten, end hun fik i byretten.
Vestre Landsret har givet hende ni års fængsel, hvor byretten gav hende otte års fængsel.
Det skyldes, at landsretten har dømt hende for fem kilo MDMA, som hun blev frifundet for i byretten.
Ifølge politiet er smuglingen af narkotika foregået mellem 2018 og 2020. Narkotikaen blev smuglet fra Holland til Danmark.
Ud over fængselsstraffene var landsretten enig med byretten i, at Bryan Pathmanamthar og Thianishan Senthilnathan skulle udvises af Danmark for bestandig.
/ritzau/
Andre læser også