AVIZ

Filippinerne evakuerer 10.000 før muligt vulkanudbrud

TOPSHOT-PHILIPPINES-VOLCANO
TOPSHOT-PHILIPPINES-VOLCANO (Handout/Ritzau Scanpix)

Det skriver nyhedsbureauet dpa.

Mayon-vulkanen ligger i den østlige provins Albay.

Der er risiko for, at den går i udbrud inden for få dage eller uger, oplyser Filippinernes Institut for Vulkanologi og Seismologi.

Torsdag aften observerede instituttet et lysskær fra vulkanens krater, ligesom glødende klippestykker rullede ned fra toppen af vulkanen.

Fredag morgen dansk tid er der udsendt et kategori 3-varsel for Mayon-vulkanen. Det betyder, at der aktuelt er et relativt højt niveau af vulkansk aktivitet, og at et “farligt udbrud” kan finde sted inden for få dage eller uger.

Der er fem kategorier i det filippinske varselssystem for vulkansk aktivitet.

Kategori 5 er den mest kritiske kategori. Varsler i denne kategori udsendes, når et livstruende vulkanudbrud er i gang.

Cirka 10.000 personer fordelt på 2400 familier skal evakueres fra området omkring Mayon-vulkanen, fortæller guvernøren i Albay-provinsen, Edcel Greco Lagman.

– Så vidt det er muligt, vil jeg opretholde vores provins’ historik med ingen dødsfald.

– Så jeg håber, at vi vil være i stand til at evakuere dem til mere sikre steder, sagde Edcel Greco Lagman under et krisemøde torsdag ifølge dpa.

Den 2472 meter høje vulkan har været i udbrud omkring 50 gange siden 1616. Det seneste dødbringende udbrud fandt sted i maj 2013, hvor fem vandrere mistede livet, og syv andre kom til skade.

Mayons voldsomste udbrud var i 1814. Her blev flere end 1200 mennesker dræbt, og en hel landsby blev begravet i vulkansk mudder.

Et andet dødbringende udbrud var i 1993. Her blev 79 mennesker dræbt.

/ritzau/

Andre læser også