Flere mænd har stået frem med anklager om, at formanden for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), Lizette Risgaard, har opført sig upassende i flere situationer.
Dem er FH-formanden nu klar til at mødes med personligt for at sige undskyld – hvis de ønsker at mødes med hende.
Det siger hun i et interview med TV 2.
Adspurgt, om hun er parat til at tage et personligt møde med dem og sige undskyld ansigt til ansigt, svarer hun:
– Ja, naturligvis. Naturligvis. Nu er det sådan, at de har anmodet om at være anonyme, men der er ingen tvivl om, at i vores undersøgelse har jeg tilkendegivet, at jeg naturligvis gerne vil mødes med dem, siger hun.
Risgaard siger desuden, at hun har tænkt sig at ændre adfærd “fra i går”.
Det betyder, at hun “ikke længere kommer til at stå så tæt på personer, som hun har gjort her”, siger hun.
Hun kalder sig selv en meget fysisk person.
– Jeg krammer rigtig meget. Men det er ikke på den måde, at jeg overfalder dig, når vi mødes. Men det er klart, at der er rigtig mange mennesker, som jeg er vant til at kramme eller stå tæt ved siden af, siger hun til TV 2.
Fredag morgen var FH’s forretningsudvalg samlet til møde, som Lizette Risgaard havde indkaldt til på baggrund af anklager fra flere mænd om upassende adfærd fra formanden.
Her blev det besluttet, at der skal igangsættes en advokatundersøgelse af Lizette Risgaard, sagde næstformand Morten Skov Christiansen efter mødet.
Lizette Risgaard forbliver formand, mens undersøgelsen er i gang.
I et Facebook-opslag sent torsdag aften gav Lizette Risgaard en uforbeholden undskyldning til personer, der har oplevet, at hun har opført sig upassende.
Den undskyldning gentager hun fredag. Her siger hun også, at det “aldrig har været hendes intention at genere nogen eller udøve grænseoverskridende adfærd”.
Risgaard vil fortsat holde taler 1. maj, som traditionelt er en stor dag for FH med mange arrangementer og taler over hele landet.
/ritzau/
Andre læser også