Det oplyser Statens Serum Institut (SSI) på sin hjemmeside.
Tidligere har SSI ellers angivet, at overdødeligheden blandt de ældste i samfundet så ud til at være til stede, selv om dødeligheden var faldende i alle andre aldersgruppe.
Hos SSI har man undret sig over, hvad overdødeligheden kunne skyldes, eftersom den var faldende i alle andre aldersgrupper.
Men der er slet ikke nogen overdødelighed blandt de ældste, fortæller Bolette Søborg, som er overlæge og sektionsleder i SSI, i en pressemeddelelse onsdag.
– Vi er naturligvis glade for, at vi nu har fundet en del af forklaringen, og det betyder altså, at der ikke længere er overdødelighed blandt de ældste borgere, siger hun til SSI’s hjemmeside.
Fejlen skyldes en ændret opgørelsesmetode for registrering af dødsfald i cpr-registret.
Ifølge SSI betyder det, at der siden uge fire er blevet registreret omkring 100 personer for mange nyligt døde om ugen i aldersgruppen.
Metoden blev taget i brug den 10. januar. Den rummer tre kriterier til at registrere, om en person er død. Heriblandt hvis borgeren er over 120 år.
Især aldersgrænsen betyder, at der er registreret en række forsinkede dødsfald, som SSI kalder det. Det skyldes, at personer med de cpr-numre ikke tidligere er registreret døde.
– Det korrigerede fald er nu i fin overensstemmelse med udviklingen i de andre aldersgrupper, som var tilbage på det forventede niveau tidligere på året, lyder det fra Bolette Søborg på SSI’s hjemmeside.
De nyligt døde har indgået i statistikken uge for uge.
Siden uge fire i år har der efter opdagelsen af fejlregistreringen ikke været en overdødelighed i aldersgruppen.
/ritzau/
Andre læser også