AVIZ

FE kan ikke genskabe slettede sms’er fra Minksagen

Troels Lund Poulsen holder doorstep om SMS-sag
Troels Lund Poulsen holder doorstep om SMS-sag (Emil Helms/Ritzau Scanpix)

Det har Folketingets partiledere fået at vide mandag aften ved en orientering i Forsvarsministeriet.

– Kan beskeder genskabes i dag, hvis der gives en hjemmel til det? Der siger Center for Cybersikkerhed, at det er ikke muligt. Svaret er nej, sagde fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) på et kort pressemøde efter orienteringen.

– Jeg er ked af at kunne konstatere, at de data, der har været, ikke er her længere, lød det.

Fra flere af partierne blev techvirksomheden Apple nævnt flere gange efter mødet. Både Danmarksdemokraterne og Liberal Alliance sagde, at der bør rettes henvendelse til Apple for at høre, om de kan genskabe sms’erne.

Men Troels Lund Poulsen afviser mandag aften, at det ansvar ligger hos ham.

Hele sagen, som omhandler sms-beskeder fra statsminister Mette Frederiksen (S) og andre personer tæt på Minksagen i 2020 under coronakrisen, er blusset op efter afsløringer i B.T. i sidste uge.

Her afslørede B.T., at centrale oplysninger i sagen blev tilbageholdt i et svar, der blev givet til Folketinget, da sms-sagen rullede i slutningen af 2021.

Dengang forsøgte især Venstre, som nu sidder i regering med Socialdemokratiet, at få svar på, om det på nogen måde var muligt at genskabe sms’erne, som var blevet slettet automatisk efter 30 dage.

Den opgave kunne politiets tekniske eksperter ikke løse. Sådan lød det fra Justitsministeriet i en pressemeddelelse 17. november 2021.

Mette Frederiksen og hendes nærmeste embedsmænd, herunder Barbara Bertelsen, havde slettet deres beskeder, fordi deres mobiltelefoner var opsat til automatisk at slette beskeder efter 30 dage.

B.T. afslørede i sidste uge, at FE aldrig blev anmodet om at genskabe Mette Frederiksens slettede beskeder. Beskederne ville måske kunne findes i data fra tjenestens overvågning af det statslige wi-fi-netværk.

FE havde ikke lovhjemmel til at forsøge. Det skrev FE i tre forskellige notater sendt til Forsvarsministeriet. Men oplysningerne kom ikke med i et skriftligt svar til Folketingets Retsudvalg.

Flere partier i oppositionen har kritiseret, at de ikke vidste, at FE havde begrænsede muligheder for at eftersøge de pågældende beskeder.

På et lukket samråd skulle daværende forsvarsminister Trine Bramsen (S) ifølge et talepapir have sagt, at FE ikke havde lovhjemmel til at se efter indholdsdata i den konkrete sag.

Det henviste Troels Lund Poulsen også til mandag aften.

– Folketinget blev i 2021 orienteret om, at Center for Cybersikkerhed ikke havde hjemmel til at lede efter iMessages eller sms’er, sagde han.

– Det blev meddelt mundtligt til samrådet, og en taleseddel blev efterfølgende oversendt til Granskningsudvalget 13. december 2021. Folketinget er således blevet orienteret mundtligt og skriftligt om hjemmelsspørgsmålet.

Troels Lund Poulsen blev mandag aften forholdt, at ingen af dem, der deltog på samrådet, tilsyneladende forstod, at FE manglede lovhjemmel til at forsøge, og at FE havde gjort opmærksom på at mangle den hjemmel.

– Der kommer jeg lidt til kort, for jeg sad ikke selv i det lukkede samråd, svarede ministeren.

Flere partier har beskyldt den tidligere regering for at have vildledt Folketinget. Men det blev ikke drøftet mandag, sagde De Konservatives politiske ordfører, Mette Abildgaard, efter mødet.

– Vi er blevet vildledt, det har vi ikke drøftet i dag. Det har vi fået at vide vil blive diskuteret på et samråd, lød det.

Af flere omgange henviste Troels Lund Poulsen mandag aften til skriftlige svar, som kommer senere.

– Jeg var ikke minister på det tidspunkt, og det er jo, hvad det er, men derfor er der ting, jeg ikke kan svare i detaljer på nu.

/ritzau/

Andre læser også