AVIZ

FCM kvalificerer sig til Europa efter skandalekamp

Superliga: Viborg FF - FC Midtjylland
Superliga: Viborg FF - FC Midtjylland (Bo Amstrup/Ritzau Scanpix)

Det står klart, efter at mandskabet fredag slog Viborg FF på udebane med 1-0 i Superligaens playoffkamp om en plads i Conference League mellem nummer fire og syv.

Aral Simsir stod for kampens eneste scoring, og selv om det var et flot mål, vil kampen nok blive husket mest for, at den blev afbrudt på grund af skandaløse scener.

Der blev nemlig kastet kanonslag mod FCM’s målmand Jonas Lössl flere gange i løbet af opgøret.

Første gang blev Lössl behandlet på banen og var i stand til at fortsætte. Anden gang blev kampen afbrudt, og spillerne blev sendt i omklædningsrummet med et minut tilbage af overtiden.

Under afbrydelsen udbrød der tumult på Viborgs fanafsnit, hvorfra kanonslagene blev kastet.

I selve opgøret var FCM i store vanskeligheder i første halvleg, men vågnede op efter pausen, og derfor var det ikke ufortjent, at holdet endte med at vinde kampen.

Sejren sender midtjyderne i anden kvalifikationsrunde i Conference League, der starter i slutningen af juli.

Viborg kom bedst fra land og var dominerende i den første halve time af kampen.

Værterne var endda ved at få en drømmestart, da angriberen Renato Junior ramte stolpen efter få minutter.

FCM fandt dog fodfæste, og kort før pausen var midtbanespilleren Oliver Sørensen meget tæt på at gøre det til 1-0 efter en omstillingschance.

Fem minutter efter pausen var gæsterne igen ved at score, men offensivspilleren Aral Simsir høvlede bolden langt over mål fra en fri position.

I det 66. minut gjorde dansk-tyrkeren skaden god igen, da han efter en flot solotur krøllede bolden ind i det lange hjørne til 1-0 for midtjyderne.

Kort efter blev kampen midlertidigt afbrudt, efter at et kanonslag ramte banen tæt på FCM-keeper Jonas Lössl, der efterfølgende tog sig til benet.

Efter en omgang behandling fløjtede dommeren opgøret i gang igen, og Viborg fik travlt med at jagte en udligning.

I overtiden af kampen blev der kastet med kanonslag igen, og spillerne blev straks sendt i omklædningsrummet i en periode, inden det sidste minut blev afviklet.

/ritzau/

Andre læser også