FC København er klar til finalen i pokalturneringen, efter at holdet slog FC Nordsjælland med 5-3 torsdag aften. Første opgør endte 3-2 til FCN, og dermed er FCK videre med en samlet 7-6-sejr i semifinalen, der blev afviklet over to kampe.
Returkampen var en hektisk affære, hvor der blev scoret fire mål i de første 21 minutter af første halvleg.
Begge hold viste stor kvalitet i offensiven, hvilket kom til udtryk gennem de mange mål, som kampen bød på.
Målorgiet var dog også et resultat af store defensive fejl, som blev straffet kontant.
FCK var overordnet set bedst til at håndtere nerverne, og dermed løb holdet med billetten til pokalfinalen, hvor Jacob Neestrups tropper skal møde AaB.
Første halvleg var kun syv minutter gammel, da FCK bragte sig i front på mål af midtbaneprofilen Viktor Claesson.
Få minutter efter scoringen blev FCN via et VAR-tjek tildelt et straffespark, som angriberen Ernest Nuamah udnyttede til at udligne til 1-1.
Fem minutter senere tog hjemmeholdet føringen på ny, da Viktor Claesson scorede efter en stor fejl fra FCN-stopperen Adamo Nagalo.
Claesson var kort efter i oplæggerens rolle, da svenskerens landsmand Jordan Larsson scorede til 3-1.
Stillingen holdt frem til anden halvleg, hvor målfesten fortsatte.
Indskiftede Denis Vavro scorede til 4-1 for FCK i det 63. minut på et direkte frispark, der tog en afretning og dermed snød Andreas Hansen i gæsternes mål.
FCK lignede kortvarigt en sikker pokalfinalist, men seks minutter efter Vavros mål reducerede midtbanespilleren Jacob Steen Christensen til 2-4 på et langskud.
I det 72. minut fik FCN så bragt lighed i den samlede stilling, da indskiftede Wahid Faghir pandede bolden i mål efter et frisparksindlæg.
Den lige stilling i det samlede overblik holdt dog kun i seks minutter, idet FCK fik tildelt et straffespark efter 78 minutters spil, som offensivspilleren Diogo Goncalves tog sig af med stor sikkerhed.
FCK formåede herefter at køre 5-3-sejren i hus trods et ihærdigt pres fra gæsterne.
Jacob Neestrups tropper er således klar til pokalfinalen, der spilles torsdag den 18. maj i Parken. Her skal FCK møde AaB.
/ritzau/
Andre læser også