Det siger han efter mandagens lodtrækning i schweiziske Nyon, hvor det engelske mesterhold blev trukket op af glasbowlen som en af de vanskeligste modstandere, FCK kunne trække.
– Vi er glade for at starte hjemme. Et eller andet sted skal vi prøve at lave et resultat på hjemmebane.
– Det har vi haft succes med tidligere, så vi skal prøve at lave et resultat, så vi giver os selv mulighed for at lave en sensation på udebane, siger Falk til Viaplay.
FCK er gået på jule- og vinterferie, mens Manchester City ikke holder pause i det travle engelske kampprogram. Det kan godt blive en fordel for City, påpeger Falk.
– Der er ingen tvivl om, at der er noget med rytmen. De fortsætter med at spille og er i den rytme, som man godt kan lide at være i som fodboldspiller.
– Det har ikke fyldt så meget, men det bliver nok et tema, når vi nærmer os, siger Falk.
FCK har indtil videre arrangeret træningskampe ude mod skotske Rangers og tjekkiske Sparta Prag 16. og 20. januar.
– Det er hold på et rigtigt godt niveau og større modstandere, end vi tidligere har spillet træningskampe mod. Det er også steder, hvor der er tilskuere. Man har gjort noget ud af at optimere på den del, siger Falk til Viaplay.
Kampene mellem FCK og Manchester City er ikke endeligt fastlagt endnu.
Men allerede nu ved FCK, at holdet vil starte hjemme enten 13. eller 14. februar med udekamp 5. eller 6. marts eller 20. eller 21. februar med returkamp 12. eller 13. marts.
/ritzau/
Andre læser også