Pressemeddelelse
27.2.2023 05:00:00 CET | AE – Arbejderbevægelsens Erhvervsråd
Andelen af mønsterbrydere er faldet siden 2019. Det viser analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
I 2019 havde 58 procent af de 25-årige med ufaglærte forældre fuldført mindst én ungdomsuddannelse. Det tal er i dag faldet med 1,5 procentpoint til 56,5 procent. Det vil sige, at næsten hver anden ung med ufaglærte forældre ikke har gennemført mindst én ungdomsuddannelse som 25-årig.
”Risikoen for at stå uden en ungdomsuddannelse er mere end fem gange større blandt børn af ufaglærte sammenlignet med børn af akademikere. Det viser os, at der stadig er markante forskelle på chancen for at få en uddannelse i Danmark,” siger Emilie Agner Damm, analysechef i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
”Uddannelse kan have en stor betydning for fremtiden, fordi det er med til at øge den enkeltes tilknytning til arbejdsmarkedet og giver en højere løn. Derfor er det ærgerligt, at der er sket et tilbageslag i antallet unge af ufaglærte forældre, der får en ungdomsuddannelse,” siger Emilie Agner Damm.
”Udviklingen kan skyldes, at gruppen af unge med ufaglærte forældre er blevet tungere i takt med, at den er blevet mindre op gennem 2010’erne. Det betyder også, at der er et behov for flere nye løsninger og tilbud, hvis vi vil have flere unge med på uddannelsesvognen,” siger Emilie Agner Damm.
Analysen viser også, at brugen af særligt målrettede uddannelsestilbud vinder indpas blandt unge med ufaglærte forældre.
Indregner man de forberedende uddannelsestilbud forøges andelen af mønsterbrydere med knap 9 procentpoint.
”De målrettede uddannelsestilbud såsom FGU og STU er til unge, der af den ene eller anden grund ikke kan tage en gymnasial uddannelse eller en erhvervsuddannelse. Brugen af tilbuddene er markant stigende, hvilket indikerer at uddannelserne er ved at vinde indpas hos dem, der har et særligt behov for dem. Det er meget positivt,” sige Emilie Agner Damm.
”Der et stort behov for uddannelsestilbud til de unge, der har brug for noget andet efter grundskolen. Nogle unge har brug for at blive styrket fagligt efter en mislykket skoletid, mens andre har brug for mere fleksibilitet og støtte i deres uddannelsesvej efter grundskolen,” siger Emilie Agner Damm.
Andre læser også