AVIZ

Facade sprængt væk i anden svenske eksplosion på ét døgn

SWEDEN-EXPLOSION

Det oplyser beredskabet i den svenske region Østre Gotland til det svenske nyhedsbureau TT.

– Redningstjenesten kan kun fortælle, at der har været en eksplosion i Linköping, siger Lennart Ågren, som er vagthavende befalingsmand ved beredskabskredsen.

Billeder fra stedet viser en etageejendom, hvor muren på den ene side er sprængt væk, således at man kan se ind i en lejlighed.

En kvinde på omkring 25 år blev kørt til hospitalet med ambulance, skriver SVT. Hvor store skader hun har, er uvist. Men ifølge politiet var hun vågen og kunne tale.

Sprængningen har ifølge oplysninger til Sveriges Radios nyhedsudsendelse Ekot forbindelser til en konflikt mellem grupperinger i det kriminelle netværk Foxtrot.

Politiet oplyser til den svenske avis Aftonbladet, at beboerne i bygningen er blevet evakueret til en nærliggende gymnastiksal.

Eksplosionen skulle ifølge det svenske beredskab være sket i Ekholmen, som ligger i udkanten af det sydøstlige Linköping.

Meldinger om eksplosionen i Linköping kommer, kun godt ni timer efter at en eksplosion indtraf i en boligblok i udkanten af det nordlige Stockholm i bydelen Hässelby.

En talsperson for politiet, Anna Westberg, kunne i den forbindelse oplyse, at man endnu ikke havde anholdt nogen i sagen, men at tre personer var kommet til skade i forbindelse med eksplosionen.

De svenske aviser Aftonbladet og Expressen skriver begge, at en person fra Sveriges organiserede kriminelle miljø har forbindelse til adressen – det står dog umiddelbart ikke helt klart, hvad forbindelsen skulle være.

/ritzau/

Andre læser også