AVIZ

Evakuerede børn fra Syrien vågnede og spurgte efter mor

Grundlovsforhør af kvinde hjembragt fra Syrien
Grundlovsforhør af kvinde hjembragt fra Syrien (Philip Davali/Ritzau Scanpix)

– Det har været meget barskt at opleve adskillelsen fra moren i nat på institutionen, hvor børnene nu er.

– Til gengæld var det meget bevægende at opleve børnene vågne her til morgen, der selvfølgelig som det første spurgte efter mor.

– Men også se dem spise morgenmad og lege med legoklodser og se familien se deres børnebørn for første gang, siger han.

Torsdag aften kom de to børn til Danmark efter at være blevet evakueret sammen med moren fra al-Roj-lejren i det nordøstlige Syrien. Moren blev dog ved ankomsten anholdt af dansk politi.

Hun sigtes for overtrædelse af paragraffer om henholdsvis fremme af terrorvirksomhed samt om indrejse og ophold i et konfliktområde.

Fredag bliver kvinden fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Frederiksberg, hvor en anklager ventes at komme med et krav om varetægtsfængsling.

Knud Foldschack håber dog, at moren kan få en såkaldt surrogatfængsling, så hun kan være sammen med sine børn.

– Det vil sige, at moren kan afsone sammen med børnene, hvis det skader børnene at blive adskilt fra moren.

– Der burde man som en selvfølgelighed efter min opfattelse ikke skade de her børn yderligere, men sikre surrogatfængsling, siger advokaten.

Også Red Barnet foreslår en surrogatløsning og peger på, at det ikke bør foregå i et almindeligt arresthus, da det er et uegnet miljø til at rumme børnene.

– Varetægtsfængsling i surrogat bør i stedet foregå  under stabile forhold  i for eksempel huse eller ejendomme, hvor børnene skærmes og har mulighed for at komme ind i en rutine, lege og lære nye kompetencer.

– Sikkerheden skal selvfølgelig være i orden, men det skal ikke være indrettet som et fængsel, der skaber utryghed for børnene, siger psykolog Anne-Sophie Dybdal fra Red Barnet.

– Ombyggede parcelhuse ville med relativt få midler kunne omskabes til varetægtssurrogat-huse, hvor børnene kan blive indkvarteret roligt og under trygge rammer.

Moren, som er blevet evakueret nu, har marokkansk baggrund og har fået frataget sit danske statsborgerskab af Højesteret. Sagen er dog taget videre til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, oplyser Knud Foldschack.

Han kan ikke se, at udvisning kan komme på tale, hvis hun i sidste ende skulle blive dømt i sagen om terrorfremme og ophold i Syrien.

– De børn har kun én tilknytning til et familiemedlem, og det er deres mor. Selvfølgelig skal man ikke udvise hende, siger advokaten.

/ritzau/

Andre læser også