AVIZ

EU vil indføre plastikforbud i kunstgræsbaner om otte år

Billedpakke af kunstgræsbaner
Billedpakke af kunstgræsbaner (Bo Amstrup / Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix)

EU-Kommissionen har fået opbakning fra EU-landene til et forbud mod brugen af gummigranulater i kunstgræsbaner.

Det vil blandt andet berøre de danske fodboldklubber som Silkeborg og FC Nordsjælland, der bruger kunstgræsbaner.

Gummigranulatet kommer ofte fra ophuggede bildæk, og det er med til gøre det muligt at bruge banerne hele året. Problemet er, at de små plastikpartikler med tiden forsvinder fra banerne og ender som forurening. Derfor har miljøorganisationer presset på for hurtigt at få et forbud.

Lone Mikkelsen, der er seniorrådgiver hos Rådet for Grøn Omstilling, mener, at forbuddet både vil komme spillernes sundhed og miljøet til gavn.

– Dette forbud vil betyde, at spillere, både børn og voksne, i fremtiden ikke skal udsættes for de skadelige kemikalier fra mikroplasten. Gamle findelte bildæk er blevet brugt i flæng som fyldmateriale på kunstgræsbaner, men det sætter EU nu en stopper for, siger Lone Mikkelsen.

De danske klubber kan dog benytte deres kunstgræsbanerne nogle år endnu.

Danmark har i den sidste fase presset på for at forlænge indfasningsperioden i EU-forslaget. Det lykkedes, så indfasningen blev forlænget fra seks år til otte år.

Beslutningen om forbuddet er truffet i det såkaldte REACH-udvalg. Udvalget har til opgave at vurdere restriktioner på kemiske produkter, der ofte er tekniske og kræver særlig indsigt.

I REACH-udvalget var der kvalificeret flertal for forslaget, der nu forelægges Rådet og EU-Parlamentet. De har tre måneder til at udtale sig. Hvis ikke det sker, så offentliggøres forslaget i EU-tidende, og dermed er det officielt.

Ritzau forsøger at få en kommentar fra miljøminister Magnus Heunicke.

/ritzau/

Andre læser også