Danmark bør hjemtage både drengen og hans mor, mener udvalget.
Det sender derfor en henstilling i form af et brev til de danske myndigheder.
Udvalget henviser til en tidligere sag om spanske børn. Børnene fik efter megen debat i Spanien lov at komme hjem sammen med deres mødre.
Den løsning, der blev fundet i Spanien, kan Danmark med fordel lade sig inspirere af, lyder det fra udvalgets formand, Dolores Montserrat.
Formanden, der selv er spanier, fortæller, at der også bliver sendt et brev til EU’s udenrigschef, Josep Borrell.
Det skyldes, at han spillede en rolle i at få de spanske børn hjem fra Syrien.
– Han er selvfølgelig selv spanier. Men jeg tænker, at han måske kan træde til her og hjælpe den danske regering, så barnet kan komme hjem til Europa, siger Dolores Montserrat.
Udvalget har ingen juridisk kompetence og kan derfor ikke kræve handling fra Danmark.
Alligevel vækker henstillingen glæde hos Natascha Rée Mikkelsen, talsperson for foreningen Repatriate the Children – Denmark.
Organisationen arbejder for at få danske børn hjem fra Syrien.
– Vi er enormt glade for, at man går videre med sagen. Det var det bedste, vi kunne opnå i dag. Udvalget kunne have valgt at lukke sagen, men man vælger at lave en henstilling om, at Danmark skal tage børn og mødre hjem. Det er vi sindssygt glade for, siger Natascha Rée Mikkelsen efter mødet onsdag.
Den seksårige dreng står til at blive det eneste tilbageværende danske barn i den syriske fangelejr Al-Roj. Her opholder hans mor sig også.
Regeringen vil gerne evakuere drengen, men ikke moren, har udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) slået fast.
Sundhedsstyrelsen har anbefalet, at man bringer både den seksårige og hans mor til Danmark. Det skrev flere medier søndag.
/ritzau/
Andre læser også