AVIZ

EU-præsident advarer mod at stoppe bistand til palæstinensere

SPAIN-EU-POLITICS-SUMMIT

Det skriver EU-præsidenten Charles Michel på det sociale medie X, tidligere kendt som Twitter.

– Vi må ikke afskære civile palæstinensere fra meget tiltrængt udviklingsstøtte og humanitær støtte. Dette vil kunne blive udnyttet af Hamas og forværre spændinger og had, skriver han.

Mandag lød det fra EU-kommissær Oliver Varhelyi, at EU-Kommissionen havde suspenderet alle betalinger til Det Palæstinensiske Selvstyre på grund af de seneste dages angreb mod Israel. Det skrev han i et opslag på X.

Senere mandag lød det dog fra EU-Kommissionen, at ingen udbetalinger ville blive suspenderet, da der ikke var nogen betalinger planlagt.

EU-Kommissionen vil til gengæld give udviklingsbistanden til Det Palæstinensiske selvstyre et gennemsyn.

Samtidig skrev EU-kommissæren Janez Lenarcic på X, at “EU’s humanitære støtte til palæstinensere vil fortsætte, så længe det er nødvendigt”.

Også i Danmark er der fokus på den økonomiske støtte til Det Palæstinensiske Selvstyre.

Flere partier vil stoppe den danske støtte til Det Palæstinensiske Selvstyre. Det drejer sig blandt andet om Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, De Konservative, Danmarksdemokraterne og Nye Borgerlige.

Også regeringspartiet Venstre mener, at Danmark bør stoppe bistanden.

– Ord og handlinger har konsekvens. Derfor mener vi ikke, at vi skal sende skattekroner i millionklassen ned til en reel terrorrede, sagde Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen, til Ritzau mandag.

Fra udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) lød det, at regeringen overvejer den fremtidige bistand, men at der endnu ikke er truffet en beslutning.

– Regeringen er i gang med at overveje vores bistand til de palæstinensiske områder. Det er klart, at tingene ikke bare kan fortsætte, som de var.

– Samtidig må vi holde hovedet koldt og tænke os om. Regeringen er meget bevidst om, at der er forskel på terrororganisationer og civilbefolkning, udtalte Løkke i et skriftligt svar til Ritzau mandag.

I den strategiske ramme fra 2021 til 2025 for den danske bistand til de palæstinensiske selvstyreområder er der afsat 450 millioner kroner i alt.

EU-landenes udenrigsministre skal mødes tirsdag klokken 16. Her forventes det, at de blandt andet skal tale om støtte, skriver DR.

/ritzau/

Andre læser også