AVIZ

EU når næppe målsætning for ammunition til Ukraine

EU når næppe målsætning for ammunition til Ukraine

Det erkender forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) forud for et ministermøde i Bruxelles tirsdag.

EU-landene havde opstillet en målsætning om at levere én million stykker ammunition til Ukraine inden marts næste år.

Hidtil er der leveret omkring 300.000 stykker.

– Jeg tror, vi må indstille os på, at den ambition om den ene million, den når vi ikke. Forhåbentlig kan vi nå på den anden side af en halv million. Men jeg tror, det er svært at give et endeligt billede, siger Troels Lund Poulsen.

Tirsdag ventes EU-landenes forsvarsministre at få en status for arbejdet med at sikre ammunition til Ukraine.

Landet har især brug for 155 millimeter-artillerigranater til kampene med Rusland.

Hidtil har EU-landene leveret en stor del af det militære udstyr fra egne, eksisterende lagre, men i takt med at krigen trækker ud, stiger behovet for, at der etableres ny produktion.

Det halter dog, erkender Troels Lund.

– Det er en alvorlig situation. Vi har et akut behov på den korte bane, men også et behov på den længere bane. Og det er nok det, jeg synes er mest alvorligt.

– Vi skal gøre produktionskapaciteten i EU større. Det er derfor, at vi i Danmark har taget initiativ til at generhverve ammunitionsfabrikken i Frederikshavn, siger Troels Lund Poulsen.

Det ventes dog at tage 18 til 24 måneder at få produktionen i gang i Danmark.

– Så det er ikke noget, man gør fra den ene dag til den anden. Det tager år, men det er vigtigt, at vi opskalerer vores ammunitionsproduktion, for lagrene er ved at være tømte, siger Troels Lund Poulsen.

Spørgsmål: Du siger nu, at EU ikke når målsætningen for ammunition til Ukraine. Samtidig har Slovakiet meddelt, at de stopper deres militære støtte til Ukraine. Og Ungarn blokerer fortsat for den næste udbetaling på 500 millioner euro til militær støtte til Ukraine. Er opbakningen ved at smuldre?

– Jeg oplever ikke, at opbakningen er ved at smuldre. Der er nogle bump på vejen. Det er det, vi ser. Vi har selv rakt ud til den slovakiske regering for at bestille udstyr hos slovakiske våbenproducenter. Det bliver ikke kompromitteret af den slovakiske regerings beslutning.

– Men når det er sagt, så er der behov for at vise solidaritet på en længere bane. For det er en meget alvorlig situation, vi står i.

– Det er også tydeligt, at med konflikten i Mellemøsten, så er interessen også andre steder end kun på at støtte Ukraine.

Spørgsmål: Vi ser Rusland gennemføre bombardementer i Ukraine, mens Ukraine har svært ved at få de gennembrud, man havde håbet på i deres offensiv. Er det begyndt at få konsekvenser på slagmarken?

– Det opløftende er, at ukrainerne stadig har en meget høj kampvilje. Det er også muligt for dem stadigvæk at bruge de mange leverancer af militære donationer, som de får.

– Men de er selvfølgelig afhængig af, at der er en solidaritet, som ikke kun rækker nogle måneder frem. Der skal være en plan, der rækker flere år frem, siger Troels Lund Poulsen.

/ritzau/

Andre læser også

Vigtigheden af affaldssortering

    Affaldshåndtering er en essentiel del af at beskytte miljøet og fremme bæredygtighed. Ved at sortere vores affald korrekt kan vi reducere mængden af affald, der ender på lossepladser, mindske forureningen [...]
    Læs mere

    Find de smukkeste smykker

      Smykker har i årtusinder været en integreret del af menneskets kultur og selvudtryk. Fra de antikke civilisationers prægtige guldkreationer til nutidens moderne design er smykker mere end blot tilbehør – [...]
      Læs mere