AVIZ

EU-ledere kunne ikke enes om migration på første dag af topmøde

EU-ledere kunne ikke enes om migration på første dag af topmøde
EU-ledere kunne ikke enes om migration på første dag af topmøde (John Thys/Ritzau Scanpix)

I hvert fald lykkedes det ikke EU-lederne at lukke diskussionen om migration på førstedagen af topmødet.

Her var det ellers ventet, at stats- og regeringscheferne ville komme med en konklusion på diskussionen om, hvordan man vil bremse “irregulær migration”.

I stedet sluttede førstedagen af topmødet lidt efter klokken 01.00 uden den traditionelle pressekonference.

Nu ventes EU-lederne at samles igen klokken 09.30 fredag i Bruxelles til andendagen af topmødet. Her vil migration igen være på dagsorden.

Hollands premierminister, Mark Rutte, forsøgte efter førstedagen af topmødet at nedtone uenighederne om migration.

– Nu skal vi se, om vi kan komme frem til en konklusion om migration eller ej. Kan vi det, så er det godt. Men hvis ikke, så er det ikke et stort problem, for der er bred enighed om den eksterne dimension af migration, siger Mark Rutte.

Han ønsker ikke at gå i detaljer om, hvad der forhindrede EU-landenes stats- og regeringschefer i at nå til enighed.

– Lad os afvente diskussionen fredag, siger Mark Rutte.

På vej ind til EU-topmødet fastslog statsminister Mette Frederiksen (S), at Danmark er blandt de lande, der ønsker, at EU tænker nyt og innovativt. For tilstrømningen af migranter til Europa er ifølge statsministeren alt for stor.

– Det er et kæmpe problem for os alle sammen, at der kommer flere mennesker til Europa, end Europa kan klare. Det giver nogle meget store problemer med blandt andet kriminalitet.

– Jeg synes, det er åbenlyst, at vi ikke bare kan fortsætte, som vi har gjort i mange år. Det er det, vi har sagt meget tydeligt fra dansk side. Det ser ud til, at vi i højere og højere grad får opbakning til, at der skal tænkes nyt på det her område. Det, må man sige, er nødvendigt, sagde Mette Frederiksen på vej ind til topmødet.

For kun få uger siden indgik EU-landene efter mange år med svære forhandlinger en aftale om en ny asylpolitik.

Men den løser ikke for alvor problemet, mener Mette Frederiksen.

– Der er kommet noget på plads, men vi har behov for at få forstærket de ydre grænser, sagde hun på vej ind til topmødets første dag.

Her er Danmark fortaler for såkaldte innovative løsninger. Det kan for eksempel være modtagecentre uden for EU, sagde Mette Frederiksen før diskussionen gik i gang.

Det danske forslag om et modtagecenter i et tredjeland som Rwanda har dog mødt modstand fra flere andre EU-lande.

Blandt andre Frankrig og Portugal ønsker ikke at skulle tænke ud af boksen om migration på et tidspunkt, hvor EU-landenes nylige aftale om asyl- og migrationspagten ikke er forhandlet på plads med EU-Parlamentet.

/ritzau/

Andre læser også