Det sker som følge af 29 efterforskninger fortaget af Spaniens nationale politi. Efterforskningerne er blandt andet finansieret af EU.
Det skriver EU’s politienhed, Europol, på sin hjemmeside fredag.
De 197 arresterede personer kommer fra 34 forskellige lande. Seks højtrangerende medlemmer af det kriminelle netværk er blandt de arresterede.
I forbindelse med aktionen har det spanske politi foretaget 114 husundersøgelser.
Derudover er der blevet beslaglagt næsten fem ton kokain, over tre ton cannabis, 1,7 ton heroin og 53 kilo syntetiske stoffer.
Politiet har også beslaglagt 28 skydevåben, 57 køretøjer, over 4 millioner euro i kontanter og ejendomme til en anslået værdi på omkring 12 millioner euro.
Desuden er der blevet indfrosset tæt på ti millioner euro på forskellige bankkonti.
Efterforskningerne, som var støttet af Europol, var rettet mod det kriminelle netværk, der ifølge Europol udgør en alvorlig trussel mod borgernes sikkerhed i alle EU-medlemslande.
Konkret gik politiet efter dem, der gør brug af korruption og vold – ofte med skydevåben – og som importerer store mængder stoffer.
Også lande uden for EU deltog i efterforskningerne.
Det er ikke første gang, at EU og Europol har været involveret i storstilede politiaktioner.
I maj blev 132 medlemmer af den italienske mafia ’Ndrangheta arresteret på tværs af ti lande i en koordineret aktion, der blev gennemført af over 2700 politifolk.
’Ndrangheta har overhalet Cosa nostra som den mest magtfulde mafia i Italien.
Politifolk fra Tyskland, Italien, Belgien, Frankrig, Portugal, Spanien, Slovenien og Rumænien deltog i aktionen. Uden for Europa var politi fra Brasilien og Panama med.
/ritzau/
Andre læser også