AVIZ

EU-aftale om asyl og migration skal dæmpe indvandring til Europa

Migrants cross from Mexico into Eagle Pass, Texas

– Denne pagt om migration og asyl vil sikre, at der er et effektivt europæisk svar på denne europæiske udfordring.

– Det betyder, at europæerne bestemmer, hvem der kommer til EU, og hvem der kan blive, ikke menneskesmuglerne. Det betyder beskyttelse af dem, der har brug for det, siger Ursula von der Leyen.

Den foreløbige aftale skal nu endeligt godkendes af både EU-Parlamentet og regeringerne, før den kan træde i kraft. Men det ventes at ske med afsæt i aftalen.

Den er kommet i stand efter intensive forhandlinger natten til onsdag. Formentlig til overraskelse for mange.

Så sent som tirsdag eftermiddag forklarede Belgiens EU-ambassadør, Willem van de Voorde, at han så pagten som en af de vigtigste opgaver for det belgiske formandskab, som begynder 1. januar.

Men til sidst lykkedes det alligevel det spanske EU-formandskab at få en aftale i hus.

– Det har taget lang tid at nå i mål. Men det er lykkedes. EU har omsider fundet frem til en klar politik omkring migration, siger EU-Kommissionens viceformand, Margaritis Schinas, på det sociale medie X.

Aftalen indeholder en række tilføjelser og stramninger af de eksisterende regler med henblik på at få bragt migrationen til EU ned.

EU vil blandt andet implementere konkrete handlingsplaner for at bekæmpe illegal migration via Middelhavet, Balkan og Atlanterhavet.

Derudover vil EU fortsætte forsøget på at opbygge partnerskaber med oprindelses- og transitlande. Det skal medvirke til at bekæmpe smuglere og menneskehandlere.

Samtidig er håbet at sikre effektiv tilbagesendelse af migranter, der ikke har ret til at blive i EU.

EU har allerede indgået en foreløbig aftale med Tunesien, som siden har været meget udskældt for ikke at virke efter hensigten.

Næste land ventes at blive Egypten, fastslog Belgiens EU-ambassadør tirsdag. Her opfordrede han til tålmodighed, fordi aftaler skal udbygges over tid for at få fuld effekt.

Ursula von der Leyen ser dog aftale som en “game changer”.

– Den vil give EU og dets medlemsstater redskaberne til at reagere hurtigt i krisesituationer, når medlemsstaterne står over for et stort antal illegale ankomster, siger Ursula von der Leyen.

Reformen har været intensivt forhandlet siden 2015, da migrationen til EU var rekordhøj. Men særligt spørgsmålet om, hvilken hjælp EU-landene skal yde hinanden i krisesituationer har pustet til uenighederne.

Men den udfordring fik EU-landene løst op for med en foreløbig aftale før sommerferien.

Med tirsdagens aftale reformeres EU’s migrationspolitik fra grunden. Det siger den svenske europaparlamentariker Tomas Tobé (M) på det sociale medier X. Tobé har været med til at forhandle aftalen på plads.

Han forventer, at den vil medføre øget kontrol ved EU’s ydre grænser, mindre økonomisk migration og mere samarbejde i EU som helhed om at håndtere migrationen.

/ritzau/

Andre læser også