Erdogan fik lidt over 52 procent af stemmerne i anden og afgørende valgrunde mod oppositionens kandidat, Kemal Kilicdaroglu.
Ved midnat lokal tid – klokken 23.00 dansk tid – trådte Erdogan frem for titusinder af jublende tilhængere i hovedstaden Ankara for at holde sejrstale.
– Vi skal stå sammen i enhed og solidaritet, siger Erdogan.
Han slår fast, at det tyrkiske demokrati er vinderen af søndagens valg.
– Vi er ikke de eneste vindere, siger han til sine tilhængere.
– Vinderen er Tyrkiet, vinderen er vores demokrati.
Erdogan siger videre, at “terrororganisationer” har tabt, mens samtlige Tyrkiets 85 millioner indbyggere har vundet.
Præsidenten bruger ofte ord som “terrorister” om det kurdiske arbejderparti PKK, som ifølge ham har bånd til partiet HDP, der støtter Kilicdaroglu.
I sin tale afviser Erdogan desuden, at det kan komme på tale at løslade den førende kurdiske politiker Selahattin Demirtas, der har siddet fængslet siden 2016.
Demirtas – som Erdogan søndag betegner som en “terrorist” – opstillede fra sin fængselscelle ved det seneste præsidentvalg i Tyrkiet i 2018. Han blev treer ved valget med over fire millioner stemmer.
I marts 2020 fik han forlænget sin knap fem år lange fængselsstraf med tre et halvt år. Det fik han for at have fornærmet præsident Erdogan.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har ad flere omgange krævet Demirtas løsladt.
I sin tale adresserer Erdogan også et af de helt store emner ved valget, nemlig inflationen, der i det seneste år er nået op på mere end 40 procent i Tyrkiet.
Erdogan har fået kritik af oppositionen for at have gjort det modsatte af, hvad økonomerne anbefalede for at få bugt med inflationen. Præsidenten har insisteret på at holde renterne nede i stedet for at sætte dem op.
I en tale i Istanbul tidligere på valgaftenen takkede Erdogan de tyrkiske vælgere, som “har givet os mulighed for at fejre demokratiet”.
– Jeg håber, at jeg vil kunne leve op til jeres tillid.
Allerede tidligt på aftenen begyndte lykønskningerne at strømme ind til Erdogan.
– Din sejr er et naturligt resultat af dit uselviske arbejde som Tyrkiets leder, lyder det blandt andet fra Ruslands præsident, Vladimir Putin.
Fra EU-landene var Ungarns premierminister, Viktor Orban, og den franske præsident, Emmanuel Macron, blandt de første til at lykønske Erdogan med at have vundet yderligere fem år i embedet.
/ritzau/AFP
Andre læser også