AVIZ

Erdogan har føring med fire ud af fem stemmer talt op i Tyrkiet

TOPSHOT-TURKEY-POLITICS-ELECTION-VOTE
TOPSHOT-TURKEY-POLITICS-ELECTION-VOTE (Murad Sezer/Ritzau Scanpix)

Oppositionens kandidat, Kemal Kilicdaroglu, har 47,07 procent.

Det rapporterer det statslige tyrkiske nyhedsbureau Anadolu.

Erdogan lagde ud med en tidlig føring på godt 56 procent, men denne føring er skrumpet en smule i takt med, at optællingen er skredet frem.

Et andet tyrkisk nyhedsbureau – Anka – havde i begyndelsen Kilicdaroglu i front i sin optælling. Men lidt efter klokken 18 dansk tid har Erdogan taget føringen med 50,6 procent mod 49,4 til udfordreren.

Tidligere havde Anka givet oppositionskandidaten 51 procent.

Anka betegner sig selv som uafhængig, men læner sig mere mod oppositionspartiet CHP.

Tv-stationen Halk, der støtter oppositionen, meddelte ligeledes kort efter klokken 17, at udfordreren Kilicdaroglu førte optællingen med 51 procent.

Ahmet Yener, der er formand for Tyrkiets øverste valgmyndighed, YSK, siger på et pressemøde kort før klokken 18 dansk tid, at 25 procent af de afgivne stemmer er registreret officielt.

Det tager normalt længere tid for valgmyndigheden at registrere stemmerne, fordi det er det sidste, der sker efter optællingen.

På forhånd ses Erdogan som favorit til at vinde anden valgrunde. Ikke mindst efter at nummer tre fra valgets første runde, Sinan Ogan, opfordrede sine vælgere til at give Erdogan deres støtte.

Men Erdogans forspring ventes at skrumpe i takt med, at stemmeboksene bliver åbnet i Tyrkiets større byer.

Forud for valgets første runde den 14. maj pegede meningsmålinger i retning af en sejr til Kilicdaroglu.

Derfor blev resultatet et chok for mange. Erdogan fik 49,5 procent af stemmerne, mens Kilicdaroglu måtte nøjes med knap 45 procent.

I første valgrunde hentede Kilicdaroglu flest stemmer i regionerne omkring millionbyen Istanbul og hovedstaden Ankara samt i det østlige Tyrkiet og stort set alle distrikter langs den tyrkiske middelhavskyst.

Det øvrige Tyrkiet samt størstedelen af de omkring fire millioner stemmeberettigede tyrkere, der bor i udlandet, stemte på præsident Erdogan.

/ritzau/

Andre læser også