Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, erkender fredag for første gang, at regeringen ikke har gennemført redningsarbejdet i jordskælvsområdet hurtigt nok.
– Så mange bygninger blev beskadige, at vi uheldigvis ikke var i stand til at speede vores indgriben op, så hurtigt som vi ønskede det.
Det siger han under et besøg i det katastroferamte sydlige Tyrkiet.
Jordskælvet, der blev beregnet til 7,8, ramte tidligt mandag morgen. Det skete nær storbyen Gazientep. Det blev fulgt af en lang række kraftige efterskælv.
Det førte også til store ødelæggelser i det nordvestlige Syrien.
Mange hundrede bygninger er styrtet sammen i Tyrkiet, og redningsfolk forsøger fredag fortsat at finde overlevende i ruinerne.
Dødstallet har fredag passeret 22.000 i Tyrkiet og Syrien.
Overlevende og deres familier har kritiseret Erdogan for, at det gik for langsomt med at lede i de ødelagte huse.
Han har tidligere erkendt, at der var “mangler” i hans regering, og at det har påvirket indsatsen efter jordskælvet.
Men han synes med sine kommentarer fredag at gå et skridt længere i erkendelsen af sin regerings mangelfulde indsats.
Han fortæller, at 141.000 personer nu deltager i redningsindsatsen. Den foregår i 10 provinser.
Det fremgår ikke, om det også tæller de flere tusinder af redningsfolk og nødhjælpsarbejdere, der er strømmet til Tyrkiet for at hjælpe.
/ritzau/AFP
Andre læser også