Lederen af den tyrkiske regerings nationalistiske støtteparti MHP præsenterer i et nyligt interview nemlig en række krav, som skal opfyldes, inden et svensk medlemskab af den vestlige militæralliance kan komme på tale.
Nok mest opsigtsvækkende kræver MHP-leder Devlet Bahceli “permanent fred” mellem Israel og palæstinensere. Det sker i et interview med den tyrkiske avis Türkgün ifølge Bloomberg.
– Hvis permanent fred opnås mellem Israel og Palæstina, og en uafhængig palæstinensisk stat anerkendes, hvis Israel går med til at betale krigsskadeerstatninger, og hvis Netanyahu kommer for retten i Haag, så siger vi ok til Sveriges Nato-medlemskab, siger MHP-leder Bahceli.
Paul Levin, som er chef for Instituttet for Tyrkietstudier på Stockholms Universitet, ser udtalelsen som udtryk for sprækker i den alliance, der ligger til grund for præsident Recep Tayyip Erdogans regering.
Regeringspartiet, Erdogans AKP, har brug for MHP’s 50 stemmer i parlamentet til ratificeringen af Sveriges optagelse.
Levin forklarer, at der er uenighed mellem MHP og AKP efter dannelsen af Erdogans seneste regering denne sommer. Det gik ud over en indenrigsminister med tilknytning til MHP. Derudover er der uenighed om tiltag imod kriminalitet, forklarer Levin.
Samtidig er det upopulært at støtte Sverige, mens der kan være stemmer at hente i Gaza-spørgsmålet, forklarer han. Selv om koblingen kan virke ulogisk, er den derfor “politisk begavet”, mener Levin.
Kun Ungarn og Tyrkiet mangler at ratificere Sveriges optagelse.
Tyrkiet kritiserede længe Sverige for ikke at gøre nok for at bremse Det Kurdiske Arbejderparti, PKK, der er på EU’s terrorliste.
På Nato-topmødet i Vilnius denne sommer sagde Erdogan dog ja til, at Sverige nu kan komme med. Men i de efterfølgende måneder har det trukket ud med godkendelsen.
16. november udskød det tyrkiske udenrigsudvalg sin beslutning om svensk Nato-medlemskab. Ratificeringen skal også godkendes af hele parlamentet og så forbi Erdogan, hvorefter den sendes til Washington D.C.
Både den finske og svenske ansøgning kom i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine i februar sidste år.
Nato består i dag af i alt 31 medlemslande. Danmark er et af de 12 oprindelige medlemslande fra 1949.
/ritzau/TT
Andre læser også