AVIZ

Enhedslistens frontfigur er gravid

1. maj arrangement hos 3F i Horsens
1. maj arrangement hos 3F i Horsens (Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix)

Det skriver hun på sine sociale medier, herunder Instagram.

– Jeg har den seneste tid haft en sød hemmelighed, jeg nu gerne vil dele med jer.

– Det er nemlig ikke bare, fordi jeg har spist mange varme hveder, at min mave er blevet noget mere rund.

– Jeg er gravid. Og hvis alt går vel, får Johan og jeg et lille barn til efteråret. Vi glæder os helt vildt til en efterårsbaby og til at trille barselsbarnevognen rundt, mens bladene falder af træerne, skriver Villadsen.

Hun har været sit partis politiske ordfører og dermed frontfigur siden 2021. Dengang afløste hun Pernille Skipper på posten.

Enhedslisten har hverken en formand eller politiske leder, og derfor er det partiets politiske ordfører, som eksempelvis er med ved partilederdebatter.

Villadsen har siddet i Folketinget siden 2019.

Ganske hurtigt efter 2019-valget blev Villadsen af mange iagttagere nævnt som et godt bud som politisk ordfører for Enhedslisten. Den post skifter partiet jævnligt ud på grundet sit rotationsprincip.

Villadsen stopper selv i Folketinget efter næste folketingsvalg på grund af rotationsprincippet.

Derfor er det ventet, at Enhedslisten på et tidspunkt i den igangværende valgperiode skifter ud på posten som politisk ordfører. Hvornår det eventuelt sker, vides ikke. Villadsen oplyser blot til Ritzau, at hun fortsætter som politisk ordfører.

Til spørgsmålet om, hvorvidt det også gælder efter endt barsel, svarer hun i en sms:

– Der er jo heldigvis god tid til. Det er drøftelser, vi tager i folketingsgruppen.

Folketingsmedlem Pelle Dragsted bliver anset som en potentiel arvtager for Mai Villadsen som politisk ordfører. Men ingen har officielt meldt ud omkring det endnu.

Valget af Villadsen som politisk ordfører overraskede ikke tilbage i 2021. Straks efter 2019-valget blev hun udstyret med posten som klimaordfører. En ganske tung post, da klimaet var et af de vigtigste politiske emner efter valget dengang.

Som klimaordfører var hun sikret taletid i medierne og at blive et mere kendt ansigt i den brede befolkning.

Villadsen havde også sin gang på Christiansborg, inden hun blev folkevalgt. Fra 2015 til 2019 var hun politisk rådgiver for Enhedslisten.

Hun er desuden tidligere formand for organisationen Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS).

/ritzau/

Andre læser også