AVIZ

Emma Aastrand ror sig til guld ved European Games

VM 2021 i kano og kajak sprint
VM 2021 i kano og kajak sprint (Keld Navntoft/Ritzau Scanpix)

Efter at have taget sølv i 500 meter toerkajak sammen med Frederikke Hauge Matthiesen vandt den danske profil således guld i 200 meter enerkajak cirka en times tid senere.

Da Aastrand Jørgensen satte sig i sin kajak for at ro finalen, var det kun cirka 20 minutter, efter at hun havde været på podiet for at få sin sølvmedalje fra tidligere.

– Jeg prøvede bare at holde mig afslappet og få trukket vejret godt ned i maven og nyde, at vi lige havde vundet sølv, men også vel vidende at jeg skulle ud og ro et “max”-løb igen, siger Emma Aastrand.

– Jeg roede ud til startpladsen og havde faktisk en lille smule sidestik og tænkte “åh nej”. Men så sagde jeg til mig selv, “jeg er fart”, ligesom Lynet McQueen gør det i “Biler”.

– Så kneb jeg øjnene sammen og tænkte “det er 40 sekunder, det handler om, og så er der pause”. Jeg fik en god start og fokuserede bare på mit eget løb, og nu står jeg her som guldvinder.

Konkurrencerne i kajakroning ved European Games tæller også som europamesterskaber, så Aastrand Jørgensen udbygger dermed også sine EM-meritter ved triumfen.

Emma Aastrand var i finalen i enerkajak cirka et sekund hurtigere end serbiske Milica Novakovic, der fik sølv. Portugisiske Francisca Laia var kun 52 tusindedele af et sekund langsommere end Novakovic og måtte nøjes med bronze.

Det fik hun dog også kun på et hængende hår ved blot at være 18 tusindedele af et sekund hurtigere end ungareren, der blev nummer fire.

Ved European Games for fire år siden i Minsk vandt Aastrand også to medaljer, dengang guld og bronze i henholdsvis 200 og 500 meter enerkajak.

Danmark er nu oppe på fem medaljer ved årets European Games. Det er blevet til to af guld, en af sølv og to af bronze.

/ritzau/

Andre læser også